Først blev 31-årig smidt ud af værtshus: Så blev han taget for spritkørsel

Politiet havde flere gange fat i en 31-årig mand fra Thisted natten til søndag

HANSTHOLM:Kl. 02:14 natten til søndag var en 31-årig mand fra Thisted i byen på Restaurant Ludo i Hanstholm, da han kom i dårligt humør.

Manden blev voldelig, og politiet måttes tilkaldes for at lægge en dæmper på gemytterne. Det resulterede i, at manden blev bortvist fra stedet med forbud mod at komme der, og han fik en sigtelse efter restaurationsloven.

Det var dog ikke det sidste, den 31-årige kom til at se til ordensmagten den aften.

Kl. 04:03 blev han nemlig stoppet i sin bil ved Circle K i Thisted, hvor han blev sigtet for spritkørsel. Manden blev ydermere testet positiv for cannabis, og det gav en sigtelse for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer.

Mens politiet snakkede med den 31-årige, opstod der pludselig ballade kl. 04:24, da en udenforstående 27-årig mand fra Thisted krampagtigt holdt fast om livet på en anden mand og ikke ville slippe, selvom politiet bad ham om det.

Det affødte en sigtelse efter ordensbekendtgørelsen.

Mens alt dette stod på, følte en 22-årig kvinde, at hun også ville bidrage til festlighederne med tilråbet "fuck the police". Dermed kunne hun altså også gå hjem med en sigtelse efter ordensbekendtgørelsen i baglommen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden