Forløsning: TFC fjernede nullet mod Hanstholm

Thisted FC skabte kontakt til holdende over nedrykningsstregen med en sejr over Hanstholm.

Thisted FC fik endelig huld på pointbylden mod Hanstholm Arkivfoto: Martin Damgård

Thisted FC fik endelig huld på pointbylden mod Hanstholm Arkivfoto: Martin Damgård

Thisted FC

Hanstholm IF

2-1

fodbold, serie 2

THISTED:Lørdag var der dømt brag i bunden af serie 2, da Thisted FC på hjemmebane bød Hanstholm op til dans. Thisted havde inden opgøret ikke hentet point i sæsonen, mens Hanstholm blot havde hentet tre point. Derfor ville en sejr falde i god jord hos begge mandskaber. Efter en lige kamp blev det Thisted FC, der tog deres første point ved at vinde med 2-1.

- Det var helt vildt dejligt, og det giver også noget selvtillid frem mod sidste halvdel af sæsonen, siger spillende træner for Thisted FC Jacob Kjær. I Hanstholm-lejren var de selvsagt ikke tilfredse med kampens udfald. Dog stjal en række, ifølge Hanstholm, tvivlsomme kendelser fra dommerne også fokus.

- Jeg synes slet ikke, at dommerne var med i kampen, og det var jo frustrerende for alle. Ellers var det en lige kamp, der kunne være faldet ud til begge sider, siger Hanstholm-træner Per Kristiansen.

Allerede efter tre minutter kom hjemmeholdet fra Thisted FC foran, da et godt opspil endte hos Jens Bak, der køligt sparkede bolden i kassen. Efter scoringen forløb første halvleg ganske lige, og i det 37. minut udlignede Uffe Skinnerup, da han dukkede op i feltet efter et frispark.

Efter halvlegen var kampbilledet det samme, men i det 58. minut fik Thisted tilkæmpet sig et straffespark, som Alex Zefting tog sig sikkert af. Bagud med et mål jagtede Hanstholm udligningen, men det blev aldrig for alvor farligt for holmboerne, der tabte kampen og nu befinder sig på en delt sidsteplads med netop Thisted.

- Begge hold havde deres perioder, og vi havde nogle fine forsøg, men tingene gik ikke vores vej, og der er ikke medvind i Hanstholm for tiden, for vi er også ramt af skader, siger Per Kristiansen. Hos Thisted FC glæder de sig over, at de kunne holde hovederne kolde trods Hanstholms udligning før pausen.

- Vi blev ikke nervøse, da de udlignede. Vi holdt gejsten oppe, og spillerne skal have ros for at kæmpe helt vildt, siger Jacob Kjær.

Pausestilling: 1-1

Mål: 1-0 Jens Bak (3). 1-1 Uffe Skinnerup (37). 2-1 Alex Zefting (58).

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.