Turisme

God 2020-sæson på Nordvestkysten - for en del af turisterhvervet

Feriehusudlejere og campingpladser havde fremgang i 2020, mens hotellerne mistede mange kunder

Jan Brusgaard, indehaver af Feriepartner Thy. Arkivfoto: Bo Lehm

Jan Brusgaard, indehaver af Feriepartner Thy. Arkivfoto: Bo Lehm

NORDVESTJYLLAND:Sæsonen startede med et slag i hovedet for turistbranchen. Danmark blev lukket ned, og mange feriehusbookinger blev aflyst eller udskudt.

Men for Destination Nordvestkysten, der omfatter fem vestkystkommuner fra Hjørring i nord til Holstebro i syd, endte 2020 faktisk med at blive en næsten ligeså god turistsæson som året før.

Nordvestkysten er nu rykket op som den næststørste i landet. Det er dog på baggrund af en katastrofal sæson i hovedstaden, der plejer at være landet klart største destination. Men Wonderful Copenhagen mistede to tredjedele af sine overnatninger i 2020.

I Destination Nordvestkysten er det primært feriehusudlejerne og campingpladserne, der kan se tilbage på en god sæson trods coronaen. Feriecentrene og hotellerne i de fem kommuner mistede knap en fjerdedel af kunderne i 2020. Og vandrerhjemmene havde et minus på hele 43 procent.

Tallene er for de første 11 måneder af 2020, hvor de fem kommuner samlet set havde 1,5 procent færre overnatninger end året før.

Som andre steder i landet var det danskerne, der reddede turistsæsonen i Nordvestjylland, mens især svenskere, nordmænd og hollændere svigtede. Derimod kom der kun 11 procent færre tyskere end i 2019.

Destination Nordvestkysten

Trods en samlet tilbagegang i antallet af overnatninger på 1,5 pct. er Destination Vestkysten rykket op som landets næststørste, efter Destination Vesterhavet.

Baggrunden er dog en katastrofal turistsæson i hovedstaden. Wonderful Copenhagen, der plejer at være landets klart største destination, mistede i 2020 omkring to tredjedele af sine gæster.

I Destination Nordvestjylland var 56,5 pct. af gæsterne danskere i 2020, mod 42,5 pct. året før.

Tyskerne udgjorde med 39,6 pct. langt den største del af de udenlandske gæster, fulgt af nordmændene med 2,0 pct. De øvrige nationaliteter skal regnes i promiller.

Destination Nordvestkysten blev dannet i foråret 2020 og omfatter kommunerne Holstebro, Lemvig, Thisted, Jammerbugt og Hjørring.

- 2020 har været en rigtig rutsjebanetur. Men vi har haft en helt forrygende sæson: 10-12 uger med alt udsolgt - det har jeg ikke tidligere oplevet i de 20 år, jeg har arbejdet i branchen, siger Jan Brusgaard, indehaver af Feriepartner Thy, ifølge en pressemeddelelse fra Destination Nordvestkysten.

Feriepartner Thy har seks forretninger fra Vorupør i syd til Tversted i nord og udlejer 2000 ferieboliger.

Natur og god plads

Peter Krusborg Pedersen, direktør i Destination Nordvestkysten, fremhæver natur og god plads som to af nøgleordene bag det gode resultat for destinationen.

- Det er dejligt at se, hvordan erhvervet har formået at omstille sig hurtigt til “den nye normal”, hvor der skal skabes tryghed for gæsterne. Men samtidig er vi naturligvis opmærksomme på, at nogle af hotellerne har haft det svært, og ikke har den samme oplevelse af 2020, siger Peter Krusborg Pedersen.

For feriehusmarkedet ser Destination Nordvestkysten lyst på udsigterne for 2021, og det samme gør Jan Brusgaard fra Feriepartner Thy:

- Vi er lige nu på niveau med sidste år, men vi oplever, at gæsterne er en smule tilbageholdende med at bestille, så længe det er usikkert, hvad der bliver af muligheder for at rejse i år, siger han.

Jan Brusgaard forventer, at der igen i år bliver mangel på feriehuse, og opfordrer bl. a. de mange nye sommerhusejere til at overveje at sætte deres hus til udlejning.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.