Håndværkerforeningens historie - og hele byens
Svend Sørensen skildrer en indflydelsesrig forenings historie i bogen "Mange jern i ilden"

Svend Sørensen med bogen "Mange jern i ilden", omgivet af Thisted Håndværkerforening næstformand, Thomas Munk , og formanden, låsesmed Ole Sixhøj. Foto: Bo Lehm
THISTED:Bogen fortæller en forenings historie. Men ikke en hvilken som helst forening, for Thisted Håndværkerforening var engang både byens største forening og samtidig helt sikkert den mest magtfulde.
Håndværkerforeningens historie er skrevet af tidligere museumspædagog Svend Sørensen, og fordi det har været en forening med tråde ud til store dele af det lokale samfund, så er det langt hen ad vejen også blevet en skildring af købstadens historie i de knap 150 år, som håndværkerforeningen har på bagen.
Bogen, der har fået titlen "Mange jern i ilden", er i stort format og rigt illustreret. Men den rummer også rigtig mange ord.
- Svend bevæger sig vidt omkring. Men han er også rigtig god til at komme tilbage til udgangspunktet, uden at tabe tråden undervejs, fortæller Thomas Munk, malermester og næstformand i håndværkerforeningen - og leverandør af mange af de historier, som så er blevet researchet, foldet ud og fortalt af forfatteren.
Thomas Munk har selv fået fortalt håndværkerforeningens historie af sin læremester, nu afdøde Niels Hyllested, der var foreningens formand fra 1961 til 1991.
- Han ville have glædet sig over at høre det, der bliver fortalt her i bogen. For der er meget med, som han ikke kendte til, siger Thomas Munk.
Og det har været et spændende arbejde, fortæller Svend Sørensen, hvis respekt og interesse for håndværkere blev grundlagt, da han som barn kom hos smeden ude i Skinnerup:
- Han havde den filosofi, at søm var noget af det bedste legetøj, man kunne give børn. Og jeg blev utroligt optaget af at slå søm i, fortæller han.

Thomas Munk og Ole Sixhøj ved portrætterne af håndværkerforeningens bestyrelsesmedlemmer gennem tiden. Foto: Bo Lehm
Under arbejdet med bogen blev Svend Sørensen selv overrasket over, hvor stor betydning håndværkerforeningen har haft. Bland andet at foreningen i så høj grad var fødselshjælper for Thisted Museum, der har været hans egen arbejdsplads i en menneskealder.
Men ikke mindst kan det, der nu hedder Thisted Musikteater, takke foreningen for sin eksistens. Foreningen købte nemlig det daværende Hotel Aalborg, og stod i 1930 for at opføre den sal, som blev til "Teatersalen", da scenen og scenetårnet nogle år senere blev tilføjet.
Håndværkerforeningen har for længst afhændet både hotellet - der lukkede i 1991 - og teaterbygningen. Men i teatrets underetage har foreningen stadig sin "laugstue". Og det er naturligvis her, "Mange jern i ilden" onsdag eftermiddag bliver præsenteret ved en reception.
Bogen er udgivet af Thisted Håndværkerforening i samarbejde med Museum Thy.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.