Hærværk for 30.000 kroner: Bager hænger selv på regningen
Ubuden gæst skabte ravage hos Centerbageriet i Hanstholm. Ejeren står selv med udgifterne
Opdateret kl. 07:14
HANSTHOLM: En bøde på 3000 kroner til en indbrudstyv er ikke fyldestgørende. Specielt ikke når der er blevet ødelagt for tusindvis af kroner. Det mener Jan Sørensen, der er indehaver af Centerbageriet i Hanstholm.
For tre uger siden blev hans og hustruens bageri udsat for tyveri og hærværk af en belgisk sømand, som altså gjorde mere end at hapse en spandauer til morgenmaden. Han var brudt ind i bageriet i tidsrummet mellem midnat og 00.30 den 6. september, kort tid inden Jan Sørensen mødte på arbejde.
Ud over at tage penge fra kassen, havde sømanden udøvet hærværk mod bageriet ved at vælte en masse korn og frø ud over det hele, kørt sine fingre gennem de fleste af kagerne i køledisken og splittet noget af inventaret ad.
- Ja selv salatbaren var griset helt til. Han havde jo været i det hele, så alt måtte kasseres. Selv telefonen havde han også smadret, siger Jan Sørensen.
Stor frustration
Bageren er frustreret over, at det kun var de stjålne penge, som blev erstattet.
- Jeg kan ikke få erstatning for det hærværk, som er begået, siger Jan Sørensen, som skønner, at skaderne kommer til at stå ham i 25-30.000 kroner til rengøring, nye kager og ikke mindst indkøb til erstatning af de råvarer, som blev smidt på gulvet.
- Jeg tror, jeg har fejet over 25 kilo frø op, siger Jan Sørensen.
Efter tyveriet opdagede han, at en computer manglede, men politiet har ingen beviser for, at det skulle være den belgiske gerningsmand, som havde taget den.
- Men det er det da. Den ligger nok bare smidt et eller andet sted, siger Jan Sørensen.
Ingen tegn på opbrud
Han mener, at tyven kom ind via en luge, som ikke har været haspet ordentligt, og dermed har kunnet nå ind og få døren åbnet. Der er derfor ikke tegn på, at en dør er blevet brudt op. Det har i følge Jan Sørensen fået politiet til at konkludere, at der ikke har været låst.
- Men det var der altså, siger Jan Sørensen.
Den konklusion gør, at han ikke kan modtage forsikringspenge for det ødelagte inventar.
- Og det lignede jo som om, at der havde været krig herinde, siger Jan Sørensen.
Den unge sømand blev hurtigt pågrebet, da banken overfor, havde filmet hans færden i området på deres overvågningskamera. Kontakten til skipperen blev etableret, så den unge mand kunne hentes af politiet i det øjeblik, han kom i havn.
Videoovervågning
Jan Sørensen er frustreret over politiets konklusion, og samtidig er det en oplevelse der vækker trælse minder. Det er tredje gang på 12 år han oplever tyveri, og de sidste to gange er sket inden for to år.
- Det er jo en træls start på dagen, og man er jo bange for, om de stadig skulle være der, når man møder ind. Jeg er da bange for overfald, siger Jan Sørensen.
Han har nu taget konsekvensen og sat videoovervågning op.
Hos Midt- og Vestjyllands Politi kan man godt forstå, at Jan Sørensen er ærgerlig.
- Vi er nødt til at skrive objektivt om de fund, vi gør. Og er der ingen objektive tegn på, at noget er brudt op, så kan vi ikke gøre noget, siger Allan Laustsen, vicepolitiinspektør, Thisted. og fortsætter:
- Og om det er en luge eller en dør er underordnet. Stedet skal være sikret, siger Allan Laustsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.