Hanstholm dominerede mod Sallingsund

Stabil indsats førte til sejr i træningsturnering

Hanstholm trynede Sallingsund i deres sidste træningskamp inden sommerferien. Arkivfoto: Henrik Louis

Hanstholm trynede Sallingsund i deres sidste træningskamp inden sommerferien. Arkivfoto: Henrik Louis

Hanstholm IF-Sallingsund FC: 3-0

Fodbold, serie 2 cup

HANSTHOLM:Torsdag aften skulle Hanstholm IF og Sallingsund FC afrunde træningsturneringen serie 2 cup med et opgør på Hanstholm Stadion.

Opgøret udviklede sig klart bedst for hjemmeholdet, der efter en generel stabil indsats vandt med 3-0.

- Træneren vil selvfølgelig altid have mere, men generelt var jeg fint tilfreds med kampen. Dog kunne vi godt have været mere effektive i vores afslutninger, siger Hanstholm-træner Per Kristiansen.

Allerede i kampens spæde start så Hanstholm bedst ud, og i de første minutter havde holmboerne spillet sig frem til to store chancer. Mathias Skinnerup blev manden, der stod for kampens første fuldtræffer, da han efter 10 minutters spil kom alene igennem med Sallingsund-målmanden og lobbede bolden i mål. Umiddelbart efter scoringen fortsatte hjemmeholdet med at være i teten, men i midten af første halvleg begyndte Sallingsund at presse Hanstholm længere tilbage på banen, dog blev sallingboerne aldrig for alvor faretruende, og til halvleg var Hanstholm foran med 1-0.

I starten af anden halvleg bed Sallingsund en smule fra sig, da en skarp afslutning tvang Hanstholms målvogter ud i en stor redning. Som anden halvleg skred frem, begyndte udeholdet fra Sallingsund at tabe pusten en smule, men samtidig manglede Hanstholm skarpheden foran mål for at punktere kampen. I det 80. minut fik Hanstholm så scoret målet til 2-0, da Anders Villadsen erobrede bolden, og selv gjorde arbejdet færdigt. Kort inden slutfløjtet blev det endda til en comeback scoring fra Uffe Skinnerup, der i de seneste to år har set til fra sidelinjen grundet en skade.

- Vi holdt dem rigtig godt fra fadet, siger Per Kristiansen, der også var glad for at se nogle af hans unge spillere i aktion.

- Det har været dejligt at se nogle af de unge mennesker i aktion, og vi har spillet to rigtig fine kampe, siger han.

Pausestilling: 1-0

Mål: 1-0 Mathias Skinnerup (10). 2-0 Anders Villadsen (80). 3-0 Uffe Skinnerup (87).

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.