Hanstholm Havn bliver ramme om stort kunstprojekt

Danske og britiske kunstnere er hyret til at lave skitser til projekter, der kan være med til at binde havn og by sammen

HANSTHOLM:Fiskerihavn og rum for stort kunstprojekt.

De to ting kan godt forenes, mener man i Hanstholm, hvor havnen har taget hul på et større kunstprojekt i samarbejde med Statens Kunstfond, der har bevilget penge til et indledende skitsearbejde.

Ambitionen er i løbet af de kommende år at skabe markante samtidskunstprojekter i havnens offentlige rum.

Som led i at skabe sammenhæng mellem havn og by i Hanstholm blev der i efteråret 2020 nedsat en styregruppe, der skulle arbejde med flere lokale udviklingsprojekter.

Et af disse projekter handler om at skabe markant kunst på havnen, og med støtte fra Statens Kunstfond er der nu inviteret en gruppe et antal kunstnere, som i første omgang skal udarbejde skitseforslag til mulige kunstprojekter.

Der er tale om "store og velafprøvede navne" fra den danske og britiske kunstscene: Nils Norman, Simon Starling, gruppen SUPERFLEX og duoen Astrid Myntekær og Sophie Sahlqvist.

Kunstnerne er bragt i spil på baggrund af deres evne til at interagere med et lokalsamfund og skabe fortællende værker, ligesom de alle har solid erfaring med at skabe større kunstproduktioner og værker til det offentlige rum, skriver havnen i en pressemeddelelse.

Signe Højmark, kurator og medlem af arbejdsgruppe for kunstprojektet, fortæller, at man har lagt vægt på at give kunstnerne frie tøjler til at tænke stort, overraske os og byde ind med værker, der forholder sig til det overordnede tema ’at skabe sammenhæng mellem havn og by’.

- Hanstholm er fuld af historie, en helt særlig kontekst og spændende steder, hvor havnens rå og industrielle miljø på mange måder er en unik og spændende scene at arbejde i for en dygtig kunstner, siger Signe Højmark, der de seneste tre år har stået i spidse for projektet Hanstholm Art Space på Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm. Flere af kunstnere i dette projekt har ønsket at interagere med Hanstholm Havn i deres arbejde.

I første omgang kommer de involverede kunstnere til Hanstholm for at lære stedet og dets dna at kende, søge inspiration og viden og gå i dialog med mulige produktionssamarbejdspartnere. Det sker i den nærmeste fremtid, hvor havnen ser frem til at møde kunstnerne.

Om visionerne for det kommende arbejde med udvikling af kunstprojekter på Hanstholm Havn siger havnedirektør Nils Skeby ifølge pressemeddelelsen:

- Vi tror på, at kunst kan være med til at øge sammenhængskraften mellem havn og by i Hanstholm ved at tilføre en ny oplevelsesdimension, som bliver en spændende kontrast til det rå havnemiljø præget af industri og anlæg af asfalt og beton.

Kunstnernes skitseprojekter vil blive præsenteret i løbet af november, hvorefter der vil blive lagt en strategi for realisering af de værker, som havnen ønsker at gå videre med. Afhængigt af omstændighederne ventes det første værk at stå færdigt i løbet af 2023.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.