Her kan omgivelserne ses fra oven: Ny sti med udsigt over stor natur
En ny sti langs kanten af skrænten over Hanstholm Vildtreservat skal bane vej for nye oplevelser til fods

Udsigten over Hanstholm Vildtreservat fra skrænten bag fyret er ikke kun en dronning værdig - en ny sti fra Fyret til Brunbjerg Skrænt og Fyrvej skal gøre det nemmere for flere at opleve sceneriet. Arkivfoto: Bo Lehm
HANSTHOLM:En rekreativ sti, der skaber sammenhæng mellem surfspottet ”Middles” øst for Hanstholm Havn, Hawskoven, bunkermuseet, kunstbygningen, Pynten, Hanstholm Fyr og Brunbjerg Skænt skal være adgang til at opleve Hanstholm til fods.
Stien, en ni kilometer lang, rekreativ rute, er under overskriften ”Herlige Hanstholm”, et af de projekter, der er beskrevet for Hanstholm i Masterplan 2019-2029 ”Et helstøbt Cold Hawaii”.
Nu lægges der op til at realisere en delstrækning af ”Herlige Hanstholm”, en stiforbindelse fra Hanstholm Fyr til Brunbjerg Skrænt og Fyrvej, med 800.000 kroner i støtte fra Thisted Kommunes medfinansieringspulje.
Herudover skal kommunen overtage andre 200.000 kroner, som Friluftsrådet i 2019 tildelte Hanstholm Rådet til at gennemføre stiprojektet, delprojekt 3, som følger op på det arbejde rådet og Thisted Kommune har udført med blandt andet ”Kystsporet”, Hawskoven samt en sti i den kommunale skov ved Industrivangen og Thistedvej.
I dag skal kommunens udvalg for klima, miljø og teknik behandle en indstilling om, at ansøgningen om at støtte stiprojektet med 800.000 kroner imødekommes - og at kommunen dels overtager projektet, dels påtager sig opgaven som bygherre på projektet, som inklusive de 200.000 kroner fra Friluftsrådet får et budget på en million kroner.
Ud over selve stien omfatter projektet også formidling og en P-plads og vil i færdig form sammenkoble nuværende stisystemer og give bedre adgang til naturen i og omkring Hanstholm.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.