Hjælpen er blot et videoopkald væk: Thy-virksomhed redder liv i Norge

Incendium fra Thisted har udviklet en it-løsning, der skal hjælpe sundhedsvæsen og borgere i Norge

Thomas Baun er administrerende direktør i Incendium. Foto: Martin Damgård.

Thomas Baun er administrerende direktør i Incendium. Foto: Martin Damgård.

THISTED:Mange har prøvet det, og endnu flere frygter det: Pludselig opstår en akut og måske livstruende situation, der kræver et opkald til alarmcentralen. Med rystende hænder og bævrende stemme skal man over telefonen forsøge at beskrive, hvad der er sket - selvom det kan være overordentligt svært at holde hovedet koldt.

En sådan kritisk situation kombineret med en geografi, der strækker sig over store afstande og tyndt befolkede områder, kan gøre det svært at sikre, at den rette hjælp når frem i tide.

Det har hidtil været en daglig udfordring for borgere og sundhedspersonale i Norges mest folkerige region Helse Sør-Øst.

Men gennem et innovationsprojekt, som Incendium fra Thisted har deltaget i, kan operatørerne på alarmcentralen i fremtiden komme med på en kigger, når nordmænd i nød ringer 113.

Projektet munder nemlig ud i implementeringen af en it-løsning, der rent lavpraktisk fungerer sådan, at alarmcentralens operatør kan sende en SMS med et link til borgeren, der har ringet ind. Uden at afbryde den telefoniske forbindelse kan borgeren så trykke på linket, og straks er videoforbindelsen etableret.

Det fortæller Thomas Baun, der er administrerende direktør i Incendium.

- Medarbejderen på alarmcentralen får et mere præcist billede af situationen ved at se hændelsen med egne øjne, og det skaber tryghed for borgeren. Det vil kunne redde menneskeliv, både fordi den mest korrekte hjælp bliver sendt hurtigt afsted, og fordi medarbejderen for eksempel kan støtte og vejlede i korrekt udførelse af livreddende førstehjælp, siger han.

Ydmyghed og store ører

Innovationsprojektet involverer Vestre Viken Helseforetag, der driver sygehuse og leverer sundhedstjenester til 22 norske kommuner i regionen, og udvalgte danske og norske virksomheder, med Incendium som hovedleverandør.

Den færdige løsning er et resultat af et tæt samarbejde med de sundhedsprofessionelle.

- Vi skal ikke komme ind og revolutionere deres hverdag, for de ved bedst. Vi er nødt til at være ydmyge overfor deres professionalisme og have store ører, når vi taler med dem. Vi har de tekniske kompetencer, de har den praktiske, og så skal vi forsøge at få vores fagligheder til at nå sammen på bedst mulige måde, siger Thomas Baun.

Videoløsningen skal til august rulles ud på fem AMK-alarmcentraler i Helse Sør-Øst, der dækker mere end halvdelen af Norges befolkning.

Brugervenlighed i højsædet

Kravene til en sådan løsning er høje - både hvad angår brugervenlighed og beskyttelse af persondata, hvor reglerne i Norge er endnu mere strikse end herhjemme.

- Løsningen er udviklet, så alle kan bruge det. Uanset, hvilken smartphone, man har, eller hvor øvet man er i at betjene den. For at sikre lighed i sundheden skal brugervenligheden være helt i top, siger Thomas Baun.

I Danmark har løsningen gennem det seneste halvandet år været i brug i Region Nordjylland og Region Syddanmark. Dermed er den norske løsning en videreudvikling, hvor der er større fokus på den sundhedsfaglige praksis. Incendium vil bruge erfaringerne og feedbacken fra Norge til at gøre løsningen endnu bedre, til glæde for alle Thisted-virksomhedens kunder.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.