Hot-spot får plads til flere: Nye byggeplaner i kystby
En gammel ejendom på Krovej 7 rives ned for at give plads til nyt boligbyggeri både til unge og ældre - lige nu er projektet i den indledende fase

Byggeplanerne omfatter den del af grunden, som ligger mellem Krovej og ind til en linje tværs over marken fra "Klitrosen" til Klitmøller Gl. Kro, fortæller Mads Marthedal Knudsen, medejer af Ejendomsselskabet Anderledes ApS, som vil opføre bæredygtige boliger til unge og ældre på Krovej 7 i Klitmøller. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur
KLITMØLLER:Alt har sin tid - også ejendommen på Kromarken 7 i Klitmøller, som nu står til nedrivning for at give plads til nyt boligbyggeri.
- Spørgsmålene om, hvad der skal ske på Krovej 7 er begyndt at komme, og der kommer helt sikkert flere, når først arbejdet med at rive den gamle bygning ned begynder. Derfor vil jeg forsøge at være på forkant og svare på de spørgsmål, folk har, siger Mads Marthedal Knudsen, medejer af Ejendomsselskabet Anderledes ApS, som ejer grund og bygninger og står bag de planer, som skal munde ud i boligbyggeri på cirka 8000 kvadratmeter af den i alt 18.000 kvadratmeter store grund, der er til rådighed.

Mads Martedahl Knudsen, medejer af Ejendomsselskabet Anderledes ApS, er både tovholder og det lokale ansigt på projektet for boligbyggeri på Krovej 7. Arkivfoto: Bo Lehm
Et kommende boligbyggeri skal realiseres på den del af grunden, der ligger mellem Krovej og en ret linje mellem "Klitrosen" og Klitmøller Gl. Kro. Resten af grunden skal bibeholdes som grønt rekreativt område med plads til en legeplads om også gerne med mulighed for at anlægge en sti fra Krovej og ned gennem det grønne område.
- Vi har fået tilladelse til at rive den gamle ejendom ned, fortæller Mads Marthedal Knudsen, som om eftermiddagen onsdag 31. maj inviterer interesserede indenfor på Krovej 7 til en nærmere orientering om fremtidsplanerne for området, som de tegner sig lige nu.
Lige nu arbejdes der på at udforme den lokalplan, der skal bane vej for et kommende boligbyggeri.
- Tanken er at lave et nyt kvarter i byen blandt andet med boliger til de ældre, som i dag har en stor bolig, men savner en mindre. På den måde bliver der plads til intern omflytning, men vi tænker også i boliger til unge tilflyttere, siger Mads Marthedal Knudsen og understreger, at der i udviklingen af projektet er skævet til nogle af de ønsker til og tanker for udvikling, der beskrives i Helhedsplanen for Klitmøller.
- Arbejdet med at udforme lokalplanen startede i april i god dialog med kommunen, men det er først når vi har den færdige lokalplan, at vi er helt sikre på, hvad vi har af muligheder i området, siger Mads Marthedal Knudsen.
Han forestiller sig at der kan udstykkes et antal grunde til lidt større og individuelt boligbyggeri, men ser også en mulighed for at opføre mindre boliger, eventuelt som rækkehusbebyggelse.
- Tanken er at få en varieret bebyggelse, som både omfatter leje- og ejerboliger holdt i en egnstypisk byggeskik.
Mads Marthedal Knudsen fortæller, at drømmescenariet for projektet er, at tingene skal sættes i gang allerede i løbet af 2024.
- Men alt afhænger i første omgang af lokalplanen. Først når den er på plads ved vi, hvad der bliver mulighed for og først da kan vi for alvor begynde at blive konkrete på den endelige udformning af projektet og søge byggetilladelser. Nu fortæller vi så meget, der er mulighed for på nuværende tidspunkt blandt andet for at være på forkant med tingene, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.