Fodbold

HVA Sydthy smed stor føring mod Nordvestmors

Nordvestmors var presset ud i tovene, men kæmpede sig tilbage mod HVA Sydthy

Med en scoring og to oplæg spillede Anders Bull en afgørende rolle, da Nordvestmors kæmpede sig tilbage mod HVA Sydthy.
Med en scoring og to oplæg spillede Anders Bull en afgørende rolle, da Nordvestmors kæmpede sig tilbage mod HVA Sydthy.

nordvestmors BK

hva sydthy

3-3

fodbold, serie 2

VILS: Lørdag skulle Nordvestmors og HVA Sydthy forsøge at følge op på deres sejre fra første spillerunde, da de mødte hinanden på kunstgræsset i Vils.

HVA Sydthy lignede tidligt en klar vinder af opgøret, og efter blot 37 minutter var de foran med 3-0. Gummiben i anden halvleg gjorde dog, at Nordvestmors kunne levere et flot comeback.

- Hvis man ser kampen som helhed, havde hvert hold en god halvleg, men når man er foran med tre, skal man vinde, siger HVA Sydthy-træner Gotfred Schmidt.

I Nordvestmors-lejren var de glade for comebacket efter den dårlige start på opgøret.

- Vores første halvleg var helt forfærdelig, men vi kom stærkt igen og viste god attitude i anden halvleg, siger Nordvestmors-træner Poul Bak Pedersen.

HVA Sydthy var klart bedst fra kampens start, og i det 7. minut gjorde Jonas Bojsen det til 0-1. Selvsamme Bojsen fordoblede føringen i det 22. minut, inden Simon Overgaard scorede til 0-3 i det 37. minut. Trods HVA Sydthys dominans i første halvleg fik Nordvestmors reduceret kort før pausen, da Christian Farsinsen sparkede et indlæg fra Anders Bull i kassen.

Nordvestmors kom ud til anden halvleg med forbedret attitude og spil. De gode takter udmøntede sig i endnu en reducering fra Nordvestmors. Igen var Anders Bull i oplæggerens rolle, men denne gang stod Mathias Hansen for at gøre arbejdet færdigt. Nordvestmors fortsatte med at presse på, og i det 71. minut blev det flotte comeback fuldendt, da Mads Vester headede et langt indkast ned for fødderne af Anders Bull, der gjorde det til 3-3. Efter udligningen kom thyboerne bedre med i kampen, men trods optræk til chancer for begge mandskaber, endte opgøret altså 3-3.

Gotfred Schmidt peger på reduceringen kort før pausen som hovedårsagen til, at hans mandskab smed føringen.

- Hvis ikke de havde scoret før pausen, tror jeg, at vi havde kørt den hjem. Reduceringen var en spand koldt vand i hovedet på os, og gav dem blod på tanden, siger han.

Pausestilling: 1-3

Mål: 0-1 Jonas Bojesen (7). 0-2 Jonas Bojesen (22). 0-3 Simon Overgaard (37). 1-3 Christian Farsinsen (45). 2-3 Mathias Hansen (55). 3-3 Anders Bull (71).

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden