HVA Sydthy spillede uafgjort igen: - Det er efterhånden lidt en gentagelse hver uge

kampfaktaFodbold: HVA Sydthy havde chancerne til at få en sejr, men endte kun med at få et point

Søndag eftermiddag blev det til endnu en uafgjort for HVA Sydthy.Arkivfoto: Peter Mørk

Søndag eftermiddag blev det til endnu en uafgjort for HVA Sydthy.Arkivfoto: Peter Mørk

HURUP:For tredje kamp i træk måtte spillerne fra HVA Sydthy nøjes med et enkelt point, da de søndag eftermiddag mødte Viborg FF på hjemmebane i Serie 2. Hjemmeholdet havde chancerne, men da slutfløjtet lød, stod der kun 1-1 på måltavlen.

I første halvleg var det hjemmeholdet fra HVA Sydthy, der satte sig på begivenhederne og spillede sig frem til flere gode chancer. Samtidig formåede thyboerne også at holde gæsterne fra Viborg FF væk fra muligheder. Men da de første 45 minutter var gået, stod der stadig 0-0.

- Det er efterhånden lidt en gentagelse hver uge. Vi har masser af chancer og rammer både stolpen og overliggeren, men bolden vil bare ikke ind, siger træner for HVA Sydthy, Elo Nyholm.

Fra anden halvlegs start blev det en mere åben slagudveksling, men efter 55 minutter fik HVA Sydthy den forløsende scoring. Den kom på et frispark i højre side, der blev sparket ind i feltet, og her kom Michael Dorf først på bolden og headede hjemmeholdet foran 1-0.

HVA Sydthy fortsatte herefter med at stå godt i forsvaret og holdt Viborg FF fra at spille sig til chancer. Alligevel fik gæsterne udlignet, da der var 10 minutter tilbage af kampen. Det skete ved et hjørnespark til gæsterne, som Lasse Christensen fra HVA Sydthy mistimede, så da bolden ramte hans hovede, endte bolden i eget net.

HVA Sydthy pressede efterfølgende på for endnu et mål, men der blev ikke scoret mere, og begge hold måtte tage til takke med et point.

- Jeg mindes ikke, at Viborg FF har et skud på mål, så det er selvfølgelig frustrerende, at vi ikke vandt i dag. Men det er selvfølgelig rart, at vi trods alt får et point, siger Elo Nyholm.

Kampfakta:

Fodbold, serie 2

HVA Sydthy

Viborg FF

Resultat: 1-1

Pausestilling: 0-1

Mål: 1-0 Michael Dorf (55) og 1-1 Lasse Christensen (selvmål) (80)

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.