I kontrol fra start til slut: Mors-Thy 2 fik den perfekte start

Mors-Thy Håndbold 2 stod solidt i forsvaret og fik en sikker sejr

Mors-Thy Håndbold 2 fik søndag en flyvende start på den nye sæson i 2. division. foto: Bo Lehm

Mors-Thy Håndbold 2 fik søndag en flyvende start på den nye sæson i 2. division. foto: Bo Lehm

NYKØBING:Søndag skulle spillerne fra Mors-Thy Håndbold 2 endelig i aktion igen, efter at holdet ikke har spillet en betydningsfuld kamp siden marts, hvor håndbolden blev lukket ned på grund af Covid-19. Derfor var det et opsat Mors-Thy hold, der hjemme tog imod Tvis 2 i 2. Division. Her blev det til en sikker sejr til hjemmeholdet på 30-22.

- Vi har ventet længe på premieren, og man kunne godt se på drengene i dag, at de havde set frem til igen at spille en kamp, hvor der var point på spil, siger træner for Mors-Thy Håndbold 2, Lars Krarup.

Det var hjemmeholdet fra Mors-Thy, der satte sig på begivenhederne fra kampens begyndelse. Hjemmeholdet kom hurtigt foran, og gæsterne fra Tvis 2 var aldrig tæt på at hente føringen, og de to hold kunne gå til pause ved stillingen 15-9.

- Jeg synes, vi stod rigtig godt i forsvaret i dag. I angrebet brændte vi for meget, og det var tydeligt, at der stadig er lidt rust, vi skal banke af. Men det var sæsonpremieren, så det er kun naturligt, at der er stadig er nogle ting, som kan forbedres, siger Lars Krarup.

I anden halvleg fortsatte kampbilledet fra første halvleg, hvor Mors-Thy på et tidspunkt førte med 10 mål. Hjemmeholdet blev ved med at stå solidt i forsvaret, og i målet var der ikke meget, som kom forbi målmand, Rasmus Henriksen.

- Vi skiftede på målmandspositionen efter 45 minutter. Her havde Rasmus Henriksen taget 18 redninger og kun lukket 12 mål ind, så det var en meget flot indsats, siger Lars Krarup.

I slutfasen fortsatte Mors-Thy med at dominere, og dermed kunne hjemmeholdet juble over en meget sikker sejr på 30-22 i sæsonpremieren i 2. division.

Kampfakta:

Håndbold, 2. divison

Mors-Thy Håndbold 2

Tvis 2

Resultat: 30-22

Pausestilling: 15-9

Mål: Marcus Midtgaard (8), Simon Skadhauge (5), Jacob Hansen (5), Jonas Nevi (3), Niels Bak Jessen (3), Nicolai Andersen (2), Jeppe Kudsk (2) og Frederik Bjerre (2)

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.