Ingen vinder: Thisted og Sallingsund delte i porten

Thisted udviste god vilje og gejst, mens gæsterne fra Sallingsund havde svært ved at finde melodien.

Efter nederlag i deres første fem kampe, har Thisted hentet fire point i deres seneste to kampe. Arkivfoto: Martin Damgård

Efter nederlag i deres første fem kampe, har Thisted hentet fire point i deres seneste to kampe. Arkivfoto: Martin Damgård

Thisted FC

Sallingsund FC

1-1

fodbold, serie 2

THISTED:Det var to mandskaber med en sejr øverst på deres agendaer, da Thisted FC i egen hule krydsede klinger med Sallingsund FC. Hjemmeholdet kunne med en sejr i torsdagens opgør kravle over nedrykningsstregen, mens Sallingsund også skulle bruge en sejr for at holde trit med de øvrige tophold fra henholdsvis Morsø FC og HVA Sydthy. Efter de 90 minutters spil endte kampen 1-1, og hos Sallingsund FC var de ikke tilfredse med deres egen præstation.

- Det var en ringe omgang fra vores side. Vi rendte rundt med en lad indstilling, og der blev ikke rigtig kæmpet for det. Mest af alt lignende vi nogle, der bare skulle igennem kampen, siger Sallingsund-træner Jeppe Poulsen. Omvendt var de i Thisted-lejren fint tilfredse med egen arbejdsradius.

- Alle kæmpede virkelig for det og havde god gejst. Vi var kun 12 mand afsted i dag, og jeg tror ikke, at der var en, der løb mindre end 12 kilometer i kampen, siger spillende træner for Thisted Jacob Kjær.

I første halvleg var Sallingsund mest på bolden, men deres forvaltning af boldbesiddelsen var mangelfuld, og det var værterne fra Thisted, der skabte de største chancer. Thyboerne havde stor held med at lukrere på omstillinger, desværre for dem manglede skarpheden i afslutningerne, og derfor var stillingen 0-0 til halvleg.

- Vores første halvleg var lige til glemmebogen, siger Jeppe Poulsen, mens Jacob Kjær gerne havde været foran ved pausen.

- Vi skabte de største chancer, men desværre diskede deres keeper op med to store redninger, siger han.

I anden halvleg fortsatte kampbilledet, men mod kampens slutning lignede det, at gæsterne trods en mindre god præstation ville løbe med de tre point. Mathias Odgaard fandt den rutinerede målræv Henrik Markussen i feltet, og han svigtede ikke. Trods scoringen mod dem kastede Thisted ikke håndklædet i ringet, og i det 88. minut fik de udlignet, da Silas Larsen snittede et hjørnespark videre til Magnus Andersen, der scorede sit første mål i sin fem år lange tilværelse som seniorspiller.

- Selvom vi kom bagud blev gejsten holdt oppe, siger Jacob Kjær.

- Lige efter kampen følte vi os måske lidt snydt for sejren, men det kunne vi egentlig ikke tillade os, for vi spillede en hæslig omgang fodbold, siger Jeppe Poulsen.

Fornyet håb

Med lørdagens point er Thisted nu oppe på fire point for seks kampe og har så småt vakt sig selv til live i overlevelseskampen.

- Vores point i de seneste kampe har helt klart givet os noget liv igen, og nu må vi se, hvad der sker, siger Jacob Kjær.

Hos Sallingsund FC har de indtil videre hentet 11 point efter seks kampe, og de befinder sig på rækkens 3. plads. Dog har holdet stadig en altoverskyggende målsætning.

- Holdende slår hinanden på kryds og tværs, så hvis vi overlever i rækken, er vi fint tilfredse, siger Jeppe Poulsen.

Pausestilling: 0-0

Mål: 1-0 Henrik Markussen (84). 1-1 Magnus Andersen (88).

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skudepisode i Aalborg: Tyder på internt opgør i det kriminelle miljø
Luk