Turisme

Jernbanestation bliver turiststation

Thy Turistforening flytter fra Det Gamle Rådhus på Store Torv til jernbanestationen i Thisted

Under halvtaget i den ene ende af perronen planlægger turistchef Mai Manaa at lave ”pop-up-café” - for eksempel i samarbejde med restauratører. Foto: Morten Kyndby Holm

Under halvtaget i den ene ende af perronen planlægger turistchef Mai Manaa at lave ”pop-up-café” - for eksempel i samarbejde med restauratører. Foto: Morten Kyndby Holm

THISTED:I årevis har turister kunnet henvende sig på Det Gamle Rådhus på Store Torv for at søge information om Thisted og Thy.

Det er snart slut. Om alt går som planlagt holder Thy Turistforening flyttedag i begyndelsen af juli, og rykker så ind i den ene ende af stationsbygningen i Jernbanegade.

De lokaler, der tidligere rummede en kiosk, skal i fremtiden være stedet, hvor besøgende, der er ankommet med toget eller på anden måde, kan få en bid af den egn, de er kommet til:

- Vi kan sende dem videre ud i vores verden. Men man vil også kunne købe lokale produkter eller notesbøger med Thy-tanker, fortæller turistchef Mai Manaa, der sammenligner lokalerne, hvis vægge, træpaneler og lofter er blevet malet i hvide, grønne og mørkerøde farver, med ”en gift-shop på Louisiana”.

Turistchef Mai Manaa i det lokale på jernbanestationen, hvor gæsterne i Thy snart vil blive budt velkommen.

Turistchef Mai Manaa i det lokale på jernbanestationen, hvor gæsterne i Thy snart vil blive budt velkommen.

Et traditionelt turistbureau med lutter farvestrålende brochurer skal man ikke vente sig. I dag søger turisterne i høj grad deres information på nettet. Men i en digital tid er det værdifuldt at møde mennesker ansigt til ansigt - og at kunne købe billetter og pakketilbud til oplevelser i den egn, man er kommet til, mener Mai Manaa.

Også den ene ende af perronen uden for bliver inddraget som en ”pop-up-café” under halvtaget:

- Vi kan bruge den som et vindue for turistforeningens medlemmer. For eksempel kan restauratører komme ned og lave mad, eller vi laver foredrag eller underholdning, siger hun.

Økonomi - og et grønt signal

Mai Manaa blev af Thy Turistforening ansat som turistchef i december 2019 - for foreløbig et år. Det skete samtidig med, at Thisted Kommune tilsluttede sig et nyt turistsamarbejde, Destination Nordvestkysten. Samarbejdet betyder at en stor del af de midler, som kommunen hidtil har givet til turistforeningen, nu er kanaliseret over i dette selskab.

Økonomien er da også en vigtig årsag til flytningen. Huslejen i stationen er betydeligt lavere end i Det gamle Rådhus. Og på den nye adresse bliver der, foruden turistchefen, kun to medarbejdere mod tidligere fire.

Men den nye adresse har også klare fordele. Bygningen er mere handicapvenlig. Og det er et signal om en grøn måde at rejse på, at den er placeret på en togstation, påpeger Mai Manaa.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.