Handicappede

Josefine brækkede nakken i trampolinulykke: Nu sikrer Jan, at hun kan komme med på studenterkørsel

Josefine Kørner fra Hjørring er lam fra halsen og ned efter en trampolinulykke og sidder i kørestol. Om lidt bliver hun student, og nu har Jan Tøfting fra Jans Studenterkørsel sikret, at Josefine også kan komme med på studentervognen

Jan Tøfting (tv.) driver firmaet Jans Studenterkørsel i Hørdum. Han ville gerne imødekomme Josefine Kørners ønske om at køre med klassen rundt på ladet af studentervognen, men det krævede, at der skete en ombygning.
Jan Tøfting (tv.) driver firmaet Jans Studenterkørsel i Hørdum. Han ville gerne imødekomme Josefine Kørners ønske om at køre med klassen rundt på ladet af studentervognen, men det krævede, at der skete en ombygning. Foto: Bo Lehm

Opdateret 25. juni 2023 kl. 13:46

KOLDBY/HJØRRING: På en varm sommerdag i Koldby bliver den sølvgrå rampe kørt ned fra studentervognen. Den skinner så meget, at man kan se sit spejlbillede i den.

Det kan 19-årige Josefine Kørner også, da hendes hjælper kører hende op ad den i en glidende bevægelse. Pludselig sidder hun i studentervognen, og om få uger sidder hun der også med sine klassekammerater, når de fejrer deres nye, flotte huer.

- Det er en milepæl i livet, siger Josefine Kørner, der kommer fra Hjørring.

- Det er en milepæl i livet, siger Josefine Kørner om at blive student. Foto: Bo Lehm

Men at Josefine nu kan se frem til at komme med sine klassekammerater på studenterkørsel, var langt fra givet.

Da hun var 14 år gammel, dyrkede hun meget gymnastik og ville øve sig i en dobbelt saltomortale på sin trampolin.

På tragisk vis landede hun på sit ansigt og brækkede nakken. Som følge af ulykken har hun fået en inkomplet skade, der betyder, at hun kun har delvis funktion i armene, men i øvrigt er lam fra halsen og ned.

- Normalt rejste jeg mig bare op. Så der var lidt panik, da jeg lå på trampolinen og ikke kunne bevæge mig, husker hun.

Positivt livssyn

Hun er kommet langt siden skaden for fem år siden. På mandag skal hun op til sin sidste eksamen og kan træde ud som nyudklækket student på Hjørring Gymnasium. Derefter glæder hun sig til at fejre studenterugen med sin gymnasieklasse.

- Det er bare med at holde humøret positivt og se fremad. Jeg har nogle rigtig gode venner og veninder, der har hjulpet mig. Jeg tror ikke, at jeg ville være, hvor jeg er i dag, uden dem, siger Josefine.

Jan Tøfting fra firmaet Jans Studenterkørsel i Hørdum, Josefine Kørners far, Morten Eriksen og én af hendes hjæpere, Julie, der også skal køre med én af dagene. Foto: Bo Lehm

Hun er også taknemmelig for Jan Tøfting, der er ejer af Jans Studenterkørsel i Hørdum.

I sine snart 12 år som chauffør for studentervogne i hele Jylland har Jan kørt over 1300 studenter. Han har aldrig haft en kørestolsbruger med, men det bliver der altså lavet om på i år.

- Det startede for to år siden, da jeg var ude at køre med Josefines storebror Andreas. Han kom og sagde til mig: "Tror du, du kan køre min søster om to år?", fortæller Jan Tøfting.

Var ved at give op

Efter Jan Tøfting havde hørt Josefines historie, begyndte han at planlægge, hvordan han kunne få hendes drøm til at gå i opfyldelse.

Han tog kontakt til Jan Vangsgaard og Erik Andersen fra Hidrostal i Koldby, der hjalp ham med at bygge rampen. Det skulle tage et helt år med mange forskellige forsøg og fejlslagne besøg i synshallen. Jan Tøfting var lige ved at give op.

Rampen er specialbygget hos Hidrostal i Koldby. Foto: Bo Lehm

Men i dag, hvor han kunne præsentere en godkendt og synet rampe for Josefine, kan Jan Tøfting godt mærke, hvad projektet har betydet for ham:

- Det betyder helt vildt meget. Jeg har selv fem sammenbragte børn derhjemme, på Josefines alder. Jeg fik en klump i maven ved tanken om, hvis det var en af mine egne børn, det var sket for. Jeg tænkte, det måtte kunne lade sig gøre, og derfor lagde jeg mig i selen for det, fortæller Jan Tøfting.

Josefine selv er meget imponeret over Jan Tøftings ihærdighed:

- Det var super fedt, at der var en, som gik så meget op i det. Det betyder rigtig meget for mig, at jeg kan være sammen med mine venner, og at jeg kan blive student sammen med dem, fortæller hun og tilføjer:

- De siger altid: "Vi skal have Jose med!". Så de er rigtig gode til at tage initiativ og sørge for, at jeg skal være med til de samme ting som dem.

Jans gode hjerte

Jan Tøftings kone var slet ikke overrasket over, at han tog opgaven på sig, fordi hun mener, at han har et stort og godt hjerte. Jan Tøfting håber da også på, at han vil kunne køre med endnu flere kørestolsbrugere i fremtiden:

- Jeg håber på at kunne komme til at hjælpe andre med at løse sådan en opgave. Jeg tror, det bliver en rigtig god dag for Josephine, siger han.

Når Josefine er blevet student, vil hun gerne have et sabbatår og rejse med sine veninder, hvorefter hun drømmer om at søge ind på psykologistudiet.

Josefine Kørner glæder sig til at komme på studenterkørsel, og det kan hun takke Jan Tøfting for. Foto: Bo Lehm

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden