Kamp til glemmebogen: Bedsted tabte i tre sæt
Bedsted KFUM havde tunge ben hjemme mod ASV Aarhus
BEDSTED: Bedsted KFUM’s herrer kunne ikke stille meget op lørdag, da de hjemme tabte 0-3 mod ASV Aarhus i 1. Division.
- I dag ramte vi bundniveauet. Vi havde generelt tunge ben og var et sekund bagefter, siger træner for Bedsted KFUM, Flemming West.
Første sæt var en tæt affære, hvor Bedsted KFUM flere gange var foran. Bedsted KFUM førte 20-18, men så vandt gæsterne seks bolde i træk. Det kunne Bedsted KFUM ikke hente og tabte sættet 22-25.
Andet sæt havde gæsterne fuld kontrol over, og Bedsted KFUM formåede aldrig for alvor at komme tæt på. Hjemmeholdet endte med at tabe 13-25.
- Det var hele vejen rundt, vi ikke var gode nok i dag. Både servemodtagelser, blokeringer og hævninger var ikke gode nok, siger Flemming West.
Og det var også gæsterne, som var skarpest i det afgørende sæt. Bedsted KFUM hang i, men da kampen skulle afgøres, var det gæsterne, som havde overskudet. Dermed tabte Bedsted KFUM sættet 21-25 og kampen 0-3.
- Det var en kamp, der hurtigt skal glemmes, og så skal vi arbejde hårdt for at komme tilbage, siger Flemming West og fortsætter:
- Vi har en gennemsnitsalder på 20 år, så vi har snakket om, at der kan komme kampe, hvor ingenting fungerer, og det var desværre det, som skete i dag.
Kampfakta:
Volley, 1. Division
Bedsted KFUM
ASV Aarhus
Resultat:0-3
Sætscore: 22-25, 13-25 og 21-25
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.