Klasseforskel med forskellige fortegn

Damerne var suveræne, mens herrerne hang i bremsen i søndagens to opgør i 1. division

Det blev ikke den ventede afslutning for Bedsted, da de lørdag lukkede 2021 med et klart nederlag.Arkivfoto: Lars Pauli

Det blev ikke den ventede afslutning for Bedsted, da de lørdag lukkede 2021 med et klart nederlag.Arkivfoto: Lars Pauli

Bedsted KFUM

IF Lyseng

0-3

Volleyball, 1. division herrer

BEDSTED:Herrerne fra Bedsted skulle lørdag forsøge at slutte året godt af, da de på hjemmebane dystede mod Lyseng i volleyballens 1. division. Opgøret var samtidig en mulighed for Bedsted for at hægte sig på de øvrige tophold. Thyboerne bestod dog ikke styrkeprøven, eftersom de tabte kampen klart med 0-3.

- Vi var ikke i nærheden af dem. De var skarpere end os, og så var de mere effektive. Set over hele kampen var de bare bedre og mere rutinerede end os, siger Bedsted-træner Flemming West.

I første sæt kom hjemmeholdet godt ud til kampen, og thyboerne kom foran med 7-4. Herfra vågnede Lyseng dog en smule op til dåd, og thyboerne kom bagud med 9-12 og 14-16. Den sidste del af første sæt var forholdsvis tæt, men da tingene spidsede til, var Lyseng skarpest. Bedsted tabte første sæt med 21-25.

I andet sæt kom udeholdet bedst fra start, og Bedsted kom bagud med 2-5, men værterne fik kæmpet sig tilbage og kom på 6-6. Derfra blev hjemmeholdets spil dog mere febrilsk, og Bedsted famlede i blinde efter løsninger. Hjemmeholdet kom bagud med 11-20 og trods flere forsøg på at ændre slagets gang, så tabte Bedsted sættet med 14-25.

I kampens tredje sæt kom værterne også skævt fra start, og de kom hurtigt bagud med 4-8. Den føring havde Bedsted svært ved at bearbejde, og thyboerne kom bagud med 11-21, inden at sættet blev tabt med 14-25.

- Vi ville gerne have snuppet første sæt, for så havde kampen nok set helt anderledes ud. Omvendt havde vi ikke fortjent det. Vi fik det ikke helt til at hænge sammen i dag, siger Flemming West, der ærgre sig over, at hans hold ikke koblede sig på topstriden.

- I dag skulle vi ind og måle os mod en god modstander, og vi havde muligheden for at tage det næste skridt, men vi lykkedes ikke med at præstere mod dem, siger han.

Med nederlaget placerer Bedsted sig på rækkens 5. plads.

Sætcifrene: 21-25, 14-25, 14-25.

Omvendt var damerne helt suveræne i deres opgør

Bedsted KFUM

Volleyball Esbjerg

3-0

Volleyball, 1. division damer

Af Tobias Brandt

tbr@dnmh.dk

BEDSTED:Lørdag var der dømt topbrag i damernes 1. division i volley, da Bedsted bød Volleyball Esbjerg op til dans i Bedsted Hallen. Traditionelt set har de to hold spillet mange tætte opgør mod hinanden, men lørdagens kamp var en ensidig affære, hvor hjemmeholdet var i kontrol fra stat til slut.

- Der var gnist og gest til forskel. Vi leverede en mere end godkendt holdpræstation, siger Bedsted-træner Flemming West.

Fra starten af 1. sæt virkede gæsterne fra Esbjerg en smule modløse, og uden de store problemer kom Bedsted foran med 10-6 og 20-12. Mod slutningen af sættet fik Esbjerg pyntet lidt på cifrene, men Bedsted vandt første sæt med 25-18.

I det efterfølgende sæt var kampbilledet det samme, og efter en lige indledning på sættet trak Bedsted fra til 14-9 og senere 20-11 inden Bedsted vandt sættet med 25-15.

I tredje sæt gik hjemmeholdet en smule ned i gear og det gjorde, at Esbjerg var bedre med. Trods kvalitetsdykket, så tog Bedsted også sejren i tredje sæt, denne gang med 25-22.

- Det var vores egen fortjeneste, at de kom tilbage i tredje sæt, for ellers havde vi godt styr på dem, siger Flemming West.

Med lørdagens sejr kravler Bedsted op på rækkens 3. plads.

kampfakta

Sætcifrene: 25-18, 25-15, 25-22.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.