Klitmøller mødte overmagten og tabte med 2-8
Klitmøller kunne i stille noget op i søndagens kamp på udebane mod Skive

Klitmøller fik sig en ordentlig i øretæve i kampen mod Skive Arkivfoto: Bo Lehm
Klitmøller fik søndag en regulær fodboldlektion, da de mødte Skive på udebane. I sidste spillerunde fik Klitmøller ellers sæsonens første sejr, da holdet vandt med 5-2 over Farsø/Ullits, men søndag blev thyboerne for alvor sat til vægs, og mandskabet endte med at tabe med de vilde cifre 2-8, efter at have været bagud med 1-6 til halvleg. Hos Klitmøller-lejren erkender de, at man mødte overmagten.
- Vi mødte bare et virkelig godt hold, og de havde også en del spillere med fra deres 2. division. Det er ikke nogen katastrofe at tabe til et godt hold som Skive, men jeg er skuffet over, at vi ikke var der mere selv, og det blev en for stor lussing. Efter at vi kom bagud, ville jeg gerne have set en trodsreaktion, siger Klitmøller-træner Martin Haahr.
Allerede tidligt i opgøret kom Klitmøller bagud. I det 8. minut bragte skibonitterne sig i front, og derfra faldt målene i en lind strøm. Hjemmeholdet var gode til udnytte pladsen på midten af banen, og derudover var Skive også ganske effektive. Efter 30 minutters spil var Klitmøller bagud med 0-4, inden Kasper Skak i det 38. minut fik reduceret. Inden pausen fik Skive scoret to mål, og derfor var Klitmøller bagud voldsomme 1-6 til pause.
- Pausen brugte vi på at få byttet lidt rundt, og så prøvede vi ellers at starte helt forfra og ikke tænke på stillingen, siger Martin Haahr.
I anden halvleg fik Klitmøller løftet deres niveau en smule, og i det 55. minut fik Jonas Kjær reduceret til 2-6. Hjemmeholdet var dog ikke færdige med målscoringen, og i det 71- og 84. minut fik Skive scoret to yderligere mål til slutstillingen 2-8.
- Nu skal vi lige sunde os over det her nederlag, og så har vi heldigvis allerede mulighed for at rejse os på tirsdag, når vi spiller på hjemmebane, siger Martin Haahr.
Kampfakta
Fodbold, Serie 1
Skive IK
Klitmøller IF
Resultat: 8-2
Pause: 6-1
Mål: 1-0 (8). 2-0 (15). 3-0 (26). 4-0 (29). 4-1 Kasper Skak (38). 5-1 (39). 6-1 (43). 6-2 Jonas Kjær (55). 7-2 (71). 8-2 (84).
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.