Klitmøller spillede sig tættere på oprykning
Med en sejr på 2-1 over Lemvig har Klitmøller nu en afstand på syv point ned til 2. pladsen

Oprykkerene fra Klitmøller kom søndag nærmere en oprykning til serie 1 Arkivfoto: Bo Lehm
KLITMØLLER:Oprykkerne fra Klitmøller har leveret en særdeles god sæson i serie 2, og hvis thyboerne vandt deres opgør søndag mod Lemvig på hjemmebane, ville Klitmøller tage et stort skridt mod at sikre sig 1. pladsen i rækken og dermed også en oprykning til serie 1. Lemvig har været formstærke i de seneste kampe, men Klitmøller var deres opgave voksen og tog en sejr på 2-1. Dermed har Klitmøller syv point ned til Mejrup på 2. pladsen med fire kampe tilbage af sæsonen.
- Inden kampen havde vi talt om, at det her opgør kunne blive en gamechanger for sæsonen. Tabte vi, ville sæsonen bliver åbnet lidt op, og med en sejr kunne vi binde en lille sløjfe på det hele og tage et stort skridt mod 1. pladsen. Det var vigtigt med en sejr, og nu venter der to rigtig vigtige kampe, hvor vi kan sikre os 1. pladsen, siger Kiltmøller-træner Martin Haahr.
I første halvleg var Klitmøller det mest toneangivende hold, og hjemmeholdet kom også frem til flere gode chancer, dog fik hjemmeholdet ikke scoret i første halvleg trods flere gode muligheder.
I starten af anden halvleg kom gæsterne fra Lemvig en smule bedre med i kampen. Midt i en presset periode fik Klitmøller så svaret igen på bedste måde, nemlig ved at bringe sig foran. I det 51. minut straffede Klitmøller et boldtab fra gæsterne, og efter en god omstilling sparkede Jonas Kjær hjemmeholdet i front. Efter føringsmålet havde Lemvig flere gode chancer, men en velspillende Jesper Brøndum i målet diskede op med flere gode redninger. I det 77. minut bragte Klitmøller sig så foran med 2-0, da skarpretteren Kasper Skak fik scoret. I det 80. minut fik Lemvig så skabt en smule fornyet spænding i opgøret, da udeholdet fik reduceret efter et hjørnespark. I kampens sidste 10 minutter holdt Klitmøller stand og tog en vigtig sejr på 2-1.
- Lemvig er et rigtig godt hold med nogle unge spillere, der har mod på livet, så det var vigtigt, at vi fik hevet en sejr hjem mod et godt hold, siger Martin Haahr.
Vil sikre oprykningen
Efter sejren over Lemvig ligger Klitmøller særdeles lunt i svinget i forhold til at sikre sig oprykning til serie 1. Holdet håber da også på, at de kan levere så godt i de næste par kampe, at oprykningen kommer i hus.
- Vi har jo spillet en perfekt sæson, og når man ligger, som vi gør på det her tidspunkt i sæsonen, så skal oprykning også være målet. Nu venter der os to rigtig vigtige kampe mod to gode modstandere, som vi har fuld respekt for, siger Martin Haahr.
Kampfakta
Fodbold, Serie 2
Klitmøller IF
Lemvig GF
Resultat: 2-1
Pause: 0-0
Mål: 1-0 Jonas Kjær (51). 2-0 Kasper Skak (77). 2-1 (80).
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.