Klubhus i golfklub gik op i flammer
En voldsom brand hærgede golfklub i Thy torsdag formiddag

Foto: Bo Lehm Bo Lehm
NYSTRUP:Der er ikke meget tilbage efter, at Nordvestjysk Golfklub ved Nystrup blev ramt af en voldsom brand torsdag formiddag.
Alarmen gik kort før kl. 10, og klubhuset, der indeholder omklædningsrum, administration, en velfærdsbygning og en golfshop stod i flammer, da Nordjyllands Beredskab nåede frem til stedet.
- Stort set hele bygningen er voldsomt brand- og røgskadet, og de øvrige dele er vandskadet. Ilden var brudt igennem tagkonstruktionen, og dele af loftet er styrtet sammen flere steder, lyder meldingen fra indsatsleder Lars Bjørndal fra Nordjyllands Beredskab.
Brandfolkene forsøger at redde de få værdier i bygningen, som ikke allerede er gået til i branden, men det er minimalt, hvad der er tilbage.
Ingen personer er kommet til skade ved branden, og der var ikke fare for, at den ville brede sig.
Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget den voldsomme brand.
Det var stationen i Hanstholm som rykkede ud til branden, og brandfolkene fik snart brug for assistance fra stationen i Thisted, og desuden er Beredskabsstyrelsen blev tilkaldt. Omkring 15 brandfolk har været i gang på stedet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.