Koldby vil redde skolen: Her er det hemmelige våben
Borgerne i Koldby holder fest og optog til fordel for deres lukningstruede skole - og de medbringer hemmelige våben

Koldby skole skal måske nedlægges, men borgerne fortsætter med at kæmpe. Arkivfoto: Bo Lehm
KOLDBY:Det skal være en fest og ikke en begravelse for Koldby Skole, når byens borgere på søndag 21. maj gør deres sidste forsøg på at råbe politikerne op i protest mod, at skolen er truet af lukning.
- Vi har været til borgermøder, vi har skældt ud og kritiseret. Nu vil vi vende den om og vise, hvad det er, vi kan, og hvad vores lokalsamfund kan, fortæller Emira Sibic Nedergaard, der sidder i kommunikationsgruppen hos Koldby Borger- og Erhvervsforening.
Tidligere har foreningen solgt over 300 blå t-shirts, som de håber, borgerne vil iføre sig, når de råber op om skolens eksistensberettigelse ved et stort anlagt optog søndag.
Hemmeligt våben
Til optoget har de medbragt et hemmeligt våben i form af balloner og hjemmelavet maling til børnene.
Malingen skal smøres på børnenes fødder for at vise politikerne, at børnene i Koldby bogstaveligt talt sætter deres aftryk på byen, forklarer Emira Sibic Nedergaard:
- Thy er mere end Thisted. Vores børn er ikke mindre værd eller sætter mindre spor end andre børn. Det gælder for alle de små landsbyer, der synes, at de små samfund skal bevares, fortæller Emira Sibic Nedergaard.
Søndagens optog vil være klædt i blåt, for udover at være den farve, som Koldbys lokale fodboldhold iklæder sig, så har blå også været den farve, der er gået igen gennem hele kampagnen for bevarelsen af Koldby Skole.
Koldby Borger- og Erhvervsforening har også inviteret alle politikerne i kommunalbestyrelsen, men det er tvivlsomt, om de dukker op. Til gengæld kommer det lokale liveband, MD-Duo, der giver et par numre ved festen efter optoget.
Der vil også blive uddelt gratis pølser, brød og slush-ice til deltagerne i optoget.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.