Kunst

Kunstprojekt i Thy præmieret af Statens Kunstfond

KulTHYvator vandt pris for "Årets kommunale ildsjæle"

Thomas Wolsing og René Melgaard Nielsen modtog mandag prisen for "Årets kommunale ildsjæle". Foto: Statens Kunstfond

Thomas Wolsing og René Melgaard Nielsen modtog mandag prisen for "Årets kommunale ildsjæle". Foto: Statens Kunstfond

THY:Det blev KulTHYvator - projektet, som har forvandlet nedrivningsgrunde i landsbyer i Thy til kunstværker - som løb med Statens Kunstfonds pris for "Årets kommunale ildsjæle".

”Projektet KulTHYvator er et enestående eksempel på, at opsøgende kunstnere, en lydhør kommune og engagerede borgere tilsammen kan skabe positiv udvikling i et lokalområde. Alle steder har borgermøder, fællesspisning og involvering af lokale skoleelever skabt et unikt medejerskab til kunst på forladte steder", hed det bl. a. i begrundelsen, da Thisted fik prisen på Den Sorte Diamant i København.

De øvrige nominerede var Vejle, Esbjerg og Helsingør.

- Vi er glade, og det kunne ligeså godt have været en af de andre, der vandt. Men vi synes selv, at vores projekt var det bedste, siger Thomas Wolsing, kurator for KulTHYvator og projektleder sammen med René Melgaard Nielsen fra Thisted Kommune.

KulTHYvator udspringer af et områdefornyelsesprojekt for Hundborg, Sjørring og Snedsted - og det var i disse tre landsbyer, at tre billedkunstnere i 2018 lavede kunstprojekter på grunde, hvor overflødige bygninger var blevet revet ned.

I år blev projektet videreført i Hørdum, Bedsted og Vestervig. I 2020 er det planen, at også Østerild, Vesløs og Frøstrup skal have besøg af kunstnere.

Det forudsætter dog, at Statens Kunstfond endnu en gang vil støtte. Det er der - trods prisen - ingen garanti for, siger Thomas Wolsing, der påpeger, at det udvalg i Statens Kunstfond, der har tildelt pengene, nu afløses af et nyt.

- Det afhænger fuldstændig af, hvad de tænker. Men vi vil gerne slå en sløjfe, så det danner en helhed, og så hele Thy er med, siger han.

Med prisen følger 15.000 kr., der skal bruges til en studietur.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst