Kvinde påkørt og dræbt af bil

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser bilist, som var vidne ved ulykkesstedet, da en 68-årig kvinde blev dræbt mandag eftermiddag

Susie Skov og Niels Hansen
Genrefoto: Nicolas Cho Meier
Trafikulykke 14. januar 2019 19:04 - Opdateret 15. januar 2019 12:15

HASSING/BEDSTED: Mandag klokken 16.08 modtog Midt- og Vestjyllands Politi en alarm om en personpåkørsel på Åbrovej ved Hassing.

- Da ambulancen og lægen kom frem, kunne de konstatere, at en 68-årig kvinde fra lokalområdet var afgået ved døden som følge af de kvæstelser, hun pådrog sig i forbindelse med påkørslen, fortæller vagtchef Henrik Nielsen.

Anmeldelsen om ulykken blev foretaget af et vidne, som kørte i en anden bil end den, der ramte kvinden.

- Bilen, hun blev påkørt af, blev ført af en 75-årig mand. Vi har fået kontakt til ham, siger Henrik Nielsen.

Som den dræbte kvinde er også den 75-årige mand fra lokalområdet.

Politikommissær Jørgen Jensen fra Thisted Poltii fortæller tirsdag formiddag, at den 75-årige stoppede med det samme og ringede til 112, men et af vidnerne fortalte den 75-årige, at det var i orden at han kørte hjem og ventede på politiet hjemme.

Midt- og Vestjyllands Politi vil gerne have kontakt til en eventuel modkørende bilist, som har været ved Åbrovej 19 mandag kort efter klokken 16.

De pårørende til den 68-årige kvinde er underrettet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...