Kvinder blev overfuset i gågaden: Hårtotter blev revet ud
Politiet mistænker, at det er den samme person, der er gerningskvinde i begge voldssager
Opdateret kl. 17:21
THISTED: Med blot 20 minutters mellemrum blev to kvinder i Thisted ofre for både verbal og fysisk vold, da de lørdag formiddag gik rundt i gågaden.
Først blev den ene kvinde råbt af og hevet i håret. Derefter blev den anden kvinde spyttet på - sandsynligvis af den samme tredje kvinde.
- Det er to efterfølgende voldssager, hvor man mistænker, at det måske er samme gerningskvinde, som umotiveret henvender sig til nogen på gaden, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Kaasgaard.
Det var ved 11-tiden, at den første kvinde helt umotiveret blev overfuset af en anden kvinde, som kaldte hende en stikker og hev hende i håret med begge hænder, så hårtotter røg ud. Det skete på Torvegade.
20 minutter senere var den gal igen. En ung kvinde på 15 år blev umotiveret spyttet i ansigtet og kaldt for pædofil af en anden kvinde, da hun gik på Storetorv - altså blot meter fra det andet gerningssted. Det var den forurettedes mor, der ringede til politiet og anmeldte episoden.
- Der skal vi lige ud og afhøre forurettede nærmere og se, om de to kvinder eventuelt har samme gerningskvinde, siger Jens Kaasgaard.
Politiet har endnu ikke fået fat i gerningskvinden, men de har grund til at tro, at det er den samme kvinde, der står bag begge voldssager.
- Der er et vidne, en ansat i en butik, der siger, at der har været en lignende hændelse med samme gerningskvinde for lidt over en en måned siden, så vi kan jo se i vores systemer, hvem det eventuelt har været, siger vagtchefen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.