LAG smager på udviklingen i Agger
Overgangen til den "nye" LAG Thy-Mors-forening, blev fejret på Restaurant Tri i Agger, hvor både den gamle og nye bestyrelse fik smag for udviklingen i Agger
Opdateret 13. december 2022 kl. 11:11
Opdateret 13. december med rettelse i faktaboksen: Limbo Både fik 200.000 kroner i Nationale FLAG-midler, ikke 408.000 kroner, som der oprindeligt stod
AGGER: Gode idéer kan være dyre at realisere, men skabe stor værdi i lokalområdet såfremt de gennemføres. Til at fremme væksten og udviklingen i især landdistrikterne og kystområderne støtter både Danmark og EU flere projekter, der kan sætte skub i den lokale udvikling.
Disse støtteordninger varetages af foreningerne LAG Thy-Mors og FLAG Thy-Mors, der har til opgave at indstille midler fra Danmark og EU til lokale udviklings- og erhvervsprojekter.
Torsdag 24. november mødtes de to foreninger formelt for sidste gang, for at gøre status over den forgangne periode, samt etablere en “ny” forening, der skal tage over i den kommende EU-budgetperiode, der løber mellem 2023-2027.
Meget passende fandt mødet sted på Restaurant TRI i Agger, der er en af de mere end 200 projekter i Thisted- og Morsø Kommune, der er støttet via enten LAG eller FLAG i den forgangne periode.
Efter middagen på Restaurant Tri, der serverer madoplevelser på højeste niveau, holdt Søren Sarup, der er projektholder og arkitekten bag Vesterlandet hvori Restaurant Tri ligger, et oplæg, om hans øje for skønhed og forfald, og om at løfte udviklingen i Agger.
Selvom det ikke blev til alle 17 retter - det var der hverken tid eller økonomi til - var der bestemt ingen, der gik hverken sultne eller skuffede hjem, fortæller Anette Qvistgaard, forkvinde for de to foreninger:
- Det var en rigtig god oplevelse at kunne takke bestyrelserne på denne måde. Arbejdet i bestyrelsen er meningsfuldt i sig selv, men vi gør også noget ud af, at det skal være godt at være med socialt, og at der skal være oplevelser hos nogle af de steder, som vi støtter.
- 2016: Vestervig-Agger Hallen får, kr. 72.000 i LAG-midler, til projektet ”Behandlerrum i Aktivitetscenter Vestervig-Agger”.
- 2017: Tordenvand v/Berith Fyring får, kr. 51.000 i LAG-midler, til projektet ”Custom made T-shirts”.
- Norsk Hytteudlejning får, kr. 100.000.- i LAG-midler, til projektet ”Outdoor & Adventure Thy/Mors”, projektet er tilknyttet ”Agger feriecenter”.
- 2018: Erhverv- og Landsby i Udvikling ApS får, kr. 245.00 i LAG-midler, til projektet ”Udvikling af Agger købmandshandel”.
- Fiskeriselskabet Westbank ApS får, kr. 110.000 i FLAG-midler, til projektet ”Kystnært makrelfiskeri”.
- Hanstholm Madbar ApS får, kr. 85.000 i LAG-mider til projektet ”Etablering af spisestedet Agger Darling”.
- 2020: Aktivitetscenter Vestervig-Agger får, kr. 140.000 i LAG midler, til projektet Den grønne delebase, et samarbejde mellem 3 foreninger.
- Vesterhavsvej 5 ApS får, kr. 400.000 i FLAG-midler til projektet ”Vesterlandet”, bestående af Orangeri, hotellejligheder og kontorfaciliteter.
- 2021: Hawkraft ApS får kr. 200.000 i LAG-midler til projektet ”Hawkraft”.
- 2022: Design Agger ApS får, kr. 98.000 i Nationale FLAG-midler til projektet ”Udvidelse og opgradering af caféområde med tilhørende faciliteter”.
- Limbo Baade I/S får, kr. 200.000 i Nationale FLAG-midler til projektet ” Nyudviklet båd til turistsejlads”
- Tri Food ApS får, kr. 475.000 i Nationale FLAG-midler til projektet ”Etablering af restaurant Tri - en gastronomisk fortælling om Thy”.
Skabt udvikling i Agger
Restaurant Tri og Vesterlandet er langt fra de eneste projekter, der er støttet af LAG/FLAG Thy-Mors i Agger. Siden 2016 har 12 projekter modtaget støtte, og bidraget til at danne grobund for, at flere tør satse på den lille smukke kystby, fortæller Anette Qvistgaard.
Agger er ifølge forkvinden et fremragende eksempel på, hvordan EU-støttemidlerne kan være med til at løfte den lokale udvikling:
- Jeg synes, at Agger er en særlig historie, fordi her er det ikke få centrale individer, der skaber projekterne, men udviklingen kommer fra flere kræfter. Vi kan observere, at når man har gennemført sit første projekt, så er modet på at søge finansiering til endnu et projekt bare større. Man kan kun glæde sig på vegne af byen og lokalområdets udvikling, understreger hun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.