Lang kø for at få lyntest
Torsdag morgen åbnede Falck et testcenter i Thisteds industrikvarter - det benyttede rigtig mange sig af
Opdateret 17. maj 2022 kl. 12:12
THISTED: Torsdag morgen klokken ni åbnede Falck et lyntestcenter på Vilhelmsborgvej i Thisteds industrikvarter. Det var i hvert fald planen, men i virkeligheden åbnede de lidt før, for allerede fra klokken halv ni stod folk i kø for at blive testet.
- Vi havde måske nok regnet med, at vi kom til at starte lidt mere stille og roligt, sagde Bjarne Nørgaard, områdeleder hos Falck, da han et par timer senere kunne konstatere, at køen sneglede sig gennem det meste af den bane, der er mærket op med snore som ved security i en lufthavn.
Man møder op uden tidsbestilling, men til gengæld må man være indstillet på ventetid. Torsdag formiddag var ventetiden mindst en time.
Der er plads til, at op til seks personer kan blive testet ad gangen. Torsdag formiddag var fem medarbejdere i gang, og Bjarne Nørgaard gav også et nap med selv.
Det er gået stærkt med at rekruttere folk, der kan foretage de næsepodninger, der benyttes ved en lyntest. Nogle er i forvejen ansat i sundhedsvæsenet og bruger nogle fridage på opgaven. Alle har fået en oplæring, inden det gik løs.
Falcks testcenter i Thisted holder åbent dagligt fra klokken 9 til 20. Dog er der kortere åbningstid 24. og 31. december, oplyser Bjarne Nørgaard.
I løbet af det første par timer blev der fundet to personer, der blev testet positive.
- Det kom fuldstændig bag på den ene af dem. Han havde ingen symptomer, fortæller Bjarne Nørgaard og fortsætter:
- Alle venter det kvarter, det varer, før svaret er klar, og så får de direkte besked. Så vi informerer selvfølgelig om, hvordan folk skal forholde sig, og beder folk, der er smittet, om at gå i selvisolation og kontakte smitteopsporingen. Det har der været fuld forståelse for.
Falck-lederen pointerer samtidig, at en negativ test ikke er 100 procent sikker.
- Testen er kun et øjebliksbillede, påpeger han.
Et par af dem, der torsdag formiddag benyttede sig af muligheden for at få taget en lyntest, er Charlotte Mortensen, Snedsted, og hendes mor Lissi Sylvest, Hurup.
- Jeg var inde for at tjekke, hvornår man kunne få en tid på testcentret ved sygehuset i Thisted. Jeg bookede den sidste ledige tid 22. december til min 14-årige datter, så selv ville jeg først kunne få en tid 23. december. Det kan jeg ikke rigtig bruge til noget, siger Charlotte Mortensen. Hun tilføjer:
- Jeg arbejder på et bosted, og så er det meget rart at være på den sikre side.
Ingen af de to har dog symptomer på at være smittet med coronavirus.
- Vi holder os meget i vores lille boble, og det er også bare dem, vi skal holde jul med, siger Charlotte Mortensen.
Ikke desto mindre har Lissi Sylvest det fint med at få foretaget en lyntest, nu muligheden er der.
- Selv om svaret ikke er 100 procent sikkert, så er det vel mere sikkert end slet ikke at blive testet, siger hun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.