Magda tilbød gratis ferie til trængte danskere: Henvendelserne er væltet ind

Magda Raunsmed tilbød gratis bondegårdsferie i campingvogn - nu er den booket resten af sommeren

Magda Raunsmed, der også er indehaver af Galgebakkens Hjortefarm, fik ved en pludselig indskydelse idéen til at udbyde gratis bondegårdsferie for dem, der måske ikke har råd til at tage på ferie andre steder. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Magda Raunsmed, der også er indehaver af Galgebakkens Hjortefarm, fik ved en pludselig indskydelse idéen til at udbyde gratis bondegårdsferie for dem, der måske ikke har råd til at tage på ferie andre steder. Foto: Bo Lehm

HASSING:Magda Raunsmed kan ikke helt sige med sikkerhed, hvad der fik hende til at lave et opslag på Facebook, hvor hun tilbød vildt fremmede at komme på gratis ferie i Thy.

Men sikkert er det, at hun har fået rigtig mange positive reaktioner - og ikke mindst henvendelser fra danskere, der har det svært i den aktuelle økonomiske virkelighed.

- Jeg var nødt til at slette opslaget, for da jeg talte det hele op, havde jeg fået 22 henvendelser over weekenden. Jeg blev helt overrasket, siger Magda Raunsmed, som bekræfter, at alle fem ferieuger, der blev tilbudt i opslaget, er fuldt booket.

- Jeg har fået så meget positiv respons, og selv dem, jeg måtte skuffe, fordi der ikke var flere uger tilbage, har alligevel rost initiativet, siger Magda Raunsmed om opslaget, der nåede at blive delt over 1200 gange.

Hun har fået henvendelser fra folk helt fra Faaborg og Sjællands Odde, der gerne ville sige ja tak til en uges bondegårdsferie i det nordjyske.

- Én pige, jeg snakkede med, havde ikke været ude af sin lejlighed i lang tid, fordi hun har haft det psykisk svært. Hun kunne godt tænke sig at komme på ferie herude i den friske luft, hvor ingen kender hende, siger hun og fortsætter:

- Jeg fik også en henvendelse fra en mor, hvis lejlighed var brændt ned for et stykke tid siden, og siden var hun blevet sygemeldt. Nu stod hun så med to børn, og de havde ikke noget sted at tage på sommerferie. Så hun var over-lykkelig for at få muligheden.

- Nogle af dem har vi kun korresponderet med på SMS, så vi er da lidt spændte på, hvem der kommer, tilføjer hun med et smil.

Magda Raunsmed og hendes mand ynder selv at tage rundt på ferie i autocamper. De er med i et netværk, hvor man kan tilbyde autocamper-pladser til hinanden, og derfor har parret for nylig fået etableret bad og toilet i et skur til de autocampister, der kommer på besøg.

Faciliteter, som nu også kan benyttes af dem, der kommer og bor i campingvognen.

- Hvis vi kan glæde nogle mennesker med den her ide, så ville det også være en glæde for os. At se børn, der kommer glade med deres forældre, og kommer ud og får nogle gode oplevelser, siger Magda Raunsmed og tilføjer:

- Vi har selv en hjortefarm, hvor børnene kan prøve at håndfodre nogle af dyrene, og så har vi svanegæs og vildænder i søen, der kommer op og spiser korn hver aften, og så har vi hunde og katte og høns. Så der er masser af oplevelser i vente.

Magda Raunsmed lagde et opslag op på Facebook, hvor hun bød trængte danskere på gratis ferie i Thy. <i>Screendump</i>

Magda Raunsmed lagde et opslag op på Facebook, hvor hun bød trængte danskere på gratis ferie i Thy. Screendump

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.