Massivt politiopbud: Mand truede folk på åben gade med kniv og råb
31-årig lavede optøjer på Vestervigvej i Bedsted
Opdateret 09. december 2021 kl. 08:56
BEDSTED: En 31-årig mand fra Langå blev lørdag eftermiddag anholdt af Midt- og Vestjyllands Politi efter en episode på Vestervigvej i Bedsted.
- Vi fik en anmeldelse klokken 14.32 om, at en mand gik på gaden med en kniv i hånden og råbte på både engelsk og dansk, at han ville slå folk ihjel. Desuden lavede han pistoltegn mod folk med sine hænder, som om han ville skyde dem, forklarer vagtchef Jesper Brøndum, Midt- og Vestjyllands Politi.
Anmelderen havde set manden fra sit vindue, og hans anmeldelse førte til en massiv udrykning til området fra flere patruljer fra Midt- og Vestjyllands Politi.
- Vi tager det som en mulig farlig gerningsmand, og derfor rykker vi med flere patruljer. Ved at tale med folk i området fandt vi frem til den 31-årige mand. Han blev anholdt på en adresse sammen med en kvinde, der også kortvarigt var anholdt, men intet havde med mandens opførsel at gøre, så hun blev naturligvis løsladt med det samme igen, oplyser vagtchefen.
- Vi har taget en snak med manden, og han er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for besiddelse af kniven. Der er ikke nogen, der er blevet direkte truet. Truslerne er blevet råbt ud i luften, og han er så efterfølgende også blevet løsladt igen. Han opførte sig eksemplarisk overfor os, lyder det fra vagtchefen.
Han kan ikke sige noget om mandens motiver til at råbe truslerne.
- Han er kendt af lokalpolitiet - ikke for deciderede sigtelser, men for samtaler med politiet om hans gøren og laden i området, så der er noget, der generer ham, siger Jesper Brøndum.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.