Masser af bang bang i Bangsgade

Bilist fra Salling på spil i Nykøbing i aftes med hærværk, larm og ødelæggelser

Fyrværkeri er ikke ualmindeligt omkring nytår i Bangsgade i det nordlige Nykøbing. Denne gang er der tale om decideret hærværk og gadeuorden. Arkivfoto: Bo Lehm

Fyrværkeri er ikke ualmindeligt omkring nytår i Bangsgade i det nordlige Nykøbing. Denne gang er der tale om decideret hærværk og gadeuorden. Arkivfoto: Bo Lehm

NYKØBING:To unge mænd og formentlig adskillige andre var i aftes på voldsomt hærværkstogt i det indre Nykøbing. En bil indregistreret i Salling-området er gennemgående for episoderne, og politiet har bilens nummer, oplyser kriminalassistent Karl Tange fra Lokalpolitiet i Thisted.

Også Skive Politi blev tilkaldt efter anmeldelser fra beboere i Bangsgade, Kjærgårdsvej og Nygade.

- En skraldespand på Kjærgårdsvej til en værdi af 1000 kroner blev sprængt i stykker. Omkring 17.35 blev der smidt fyrværkeri op på taget af en carport i Bangsgade og forårsagde hul i taget. En bil blev hørt gasse op umiddelbart før braget, siger Karl Tange.

Bil med to unge mænd

Politiet fik også klokken 18.49 en anmeldelse af hensynsløs kørsel i Bangsgade af en bil med to unge mænd i.

- Vi har også anmeldelse af flere bilister i Nygade, som kørte rundt og kastede kanonslag ud af bilvinduerne. Det har stået på flere aftenener i træk. Den anmeldelse har sammenfald med i hvert fald de to i Bangsgade. Og klokken 20.04 i aftes fik vi anmeldelse af mere uorden og uro i Nygade. Kanonslag smidt fra flere bilvinduer udløste bilalarmer, og postkasser blev sprængt. Den samme bil var igen involveret, siger Karl Tange.

Klokken 22.30 var den gal igen i Bangsgade. Fyrværkeri, der sprængte en postkasse i gaden, var så kraftigt, at også ruderne i en parkeret bil blev knust.

- Delene fra postkassen gik simpelthen igennem begge de bageste sideruder på bilen. Den hører nok sammen med de øvrige episoder, siger kriminalassistenten.

Opsøger bilejeren

Politiet vil nu opsøge ejeren af bilen fra Salling.

- Vi skal have en adfærdsregulerende samtale med den pågældende og vil formentlig rejse erstatningskrav. En ransagning af bopælen kan også komme på tale. Der er efter min vurdering sammenfald med de mange episoder med bilræs ved havnen i Nykøbing, som har stået på gennem længere tid. Det sætter vi en mand eller to på at efterforske, siger Karl Tange.