Sport

Medaljeregn: Lokale styrkeløftere slog til i Odense

Thisted Vægttrænings Forening havde hele ni atleter i aktion ved DM for subjuniorer, juniorer og masters i Odense i weekenden

Fra venstre Jacob Heise, Jesper Ravn og Sebastian Mortensen, der var blandt de lokale DM-deltagere.
Fra venstre Jacob Heise, Jesper Ravn og Sebastian Mortensen, der var blandt de lokale DM-deltagere. Privatfoto

THY-MORS: Thisted Vægttræningsforenings stærkeste morsingbo, juniorløfteren Jacob Heise, leverede den bedste præstation nogensinde og mistede alligevel sidste danske mesterskab i 74 kilo klassen, hvor han stillede op som forsvarende mester ved DM for subjuniorer, juniorer og masters i Odense i weekenden.

På forhånd var der stor spænding om udfaldet i klassen, hvor tre mand, heriblandt Heise skilte sig ud fra de øvrige. Og det blev da også et brag af en dyst mellem de tre favoritter som forsøg for forsøg og disciplin for disciplin skiftedes til at føre klassen.

Heise åbnede med en PR og sølvmedalje i squat på 207,5 kg. Herefter tangerede han sin PR med 130 kg. og bronze i bænkpres for at slutte med en stor PR på 252,5 kg og sølv i dødløft. Totalen på 590 kg. var ligeledes en markant PR, men desværre var det ikke nok til guld, da Kier Pham fra Djurs med et monsterdødløft på 272,5 kg passerede Heise i sidste forsøg og tog DM-guldet fra morsingboen.

Ialt havde TVF ni atleter i aktion ved mesterskaberne. Hos subjuniorerne stillede TVF med de tre 16-årige Christian Isler Bakke, Sebastian Mortensen og Suersaq Kristiansen.

I den stærke -74 kg klasse fortsatte Christian Isler Bakke, som var både en af de yngste og med en kropsvægt på 71 kg, en af de letteste, sin fremgang og vandt bronze for totalen 465 kg, bronze i squat med 165 kg, bronze i bænkpres med 100 kg og sølv i dødløft med 200 kg.

I samme vægtklasse debuterede Sebastian Mortensen, der til daglig går i Thisted kommunes Sportstalent klasse som BMX cykelrytter, men styrketræner meget da eksplosiv styrke er en kæmpefordel i BMX. Sebastian løftede 135 kg i squat, 85 kg i bænkpres og 170 kg i dødløft. Totalt blev det til 390 kg og en femteplads.

Suersaq Kristiansen var yngste mand i -83 kg klassen med ikke mindre end 11 atleter til start. Og Suersaq leverede en fornem serie af PR’er, 165 kg i squat, 120 kg i bænkpres som sikrede Suersaq en overraskende bronzemedalje i disciplinen og endelig 205 kg i dødløft. Totalt 490 kg og en flot femteplads i klassen.

I juniorernes -66 kg klasse leverede Jesper Ravn en gedigen præstation og sikrede sig DM-sølvet for en total på 372,5 kg og sølv i alle tre discipliner for 137,5 kg i squat, 75 kg i bænkpres pg 160 kg i dødløft.

TVF vandt også pokalen som DM’s 3. bedste subjunior hold.

Mens ungdomsløfterne var i ilden lørdag gjaldt det søndag de mere rutinerede kræfter i mastersklasserne. Først på podiet fra Thisted var den nykårede europamester og rekordholder i kvindernes +70 år Lise Madsen. Lise kom til DM for at sætte rekorder, og det lykkedes trods en uheldig dag i favorit-disciplinen dødløft, hvor dommerne underkendte Lises to sidste rekordforsøg på 122 kg. Men en dansk rekord i squat på 58 kg og en i bænkpres på 45,5 kg blev det til og sammenholdt med 110 kg i dødløft opnåede Lise 213, 5 kg totalt og sikrede sig endnu en DM-guldmedalje til samlingen.

Den gamle cirkushest Dan “”The MAN” Kristensen var tilbage i manegen som Master 2 (+50 år) efter et forfærdeligt år med håndoperation efterfulgt af en blodprop. Men Dan var sædvanen tro stilsikker og sikrede sig endnu en DM guldmedalje 36 år efter sin debut. Totalt 372,5 kg fordelt på 100 kg i squat, dansk rekord på 122,5 kg i bænkpres og 150 kg i dødløft.

En anden sej veteran Stephan Vorup mødte småsyg op i Odense, men alligevel blev det til både DM guld i -120 kg masters og dertil en dansk rekord på 213 kg i squat. I bænkpres klarede Vorup 155 kg og i dødløft 235. Totalt blev det til 603 kg. Og pokalen som mesterskabets bedste Masters 2 på points.

Bertel Bolt, til daglig klubbens hoffotograf, fik langt om længe sin debut i den sport han selv både udøver og bidrager til med sin faglige baggrund. Med en total på 432,5 kg fordelt på 160 kg og bronze i squat, 107,5 kg i bænkpres og så 165 kg og bronze i dødløft blev det til en flot DM-debut og en bronzemedalje i trekampen for fotografen fra Sjørring.

Travleste TVF´er i weekenden var dog coach og teamleder for de ni atleter, klubkammeraten Kristinn Arnasson, som formentlig i løbet af weekenden forbrændte flere kalorier end løfterne tilsammen og dertil brændte sin skridttæller sammen i forsøget på løbende at nå rundt mellem opvarmningshal og konkurrencehallen, hvor han havde styr på både løftere under opvarmning og løfterækkefølge og forsøgssedler for de som skulle på podiet for at løfte.

Gå til relaterede emner

Forsiden