Mere liv i Det Gl. Rådhus i sommer

Forvaltningen anbefaler ansøgning fra Det Ny Kastet

Det Ny Kastet har tidligere fået nej til permanent at flytte ind i stueetagen i Det Gl. Rådhus - som kunstforeningen i forvejen bruger til udstillinger på 1. og 2. sal. Men Det Ny Kastet må gerne bruge lokalerne i sommer, og får måske også tilskud til de øgede aktiviteter. Arkivfoto: Bo Lehm

Det Ny Kastet har tidligere fået nej til permanent at flytte ind i stueetagen i Det Gl. Rådhus - som kunstforeningen i forvejen bruger til udstillinger på 1. og 2. sal. Men Det Ny Kastet må gerne bruge lokalerne i sommer, og får måske også tilskud til de øgede aktiviteter. Arkivfoto: Bo Lehm

THISTED:Ét kommunalt udvalg har tidligere afslået at give Thisted-kunstforeningen Det Ny Kastet penge til ansættelse af en fast medarbejder. Og et andet udvalg har slået fast, at der skal findes en ny lejer til stueetagen i Det Gamle Rådhus, hvor Thy Turistforening tidligere havde til huse.

Kunstforeningen har ellers håbet at få lov at bruge disse lokaler permanent - og denne udvidelse af aktiviteten var baggrunden for ønsket om kommunalt tilskud til aflønning af en person til bl. a. at passe udstillingerne.

Japanske træsnit

Men nu er der udsigt til, at der i sommer kan blive liv i hele i huset - i hvert fald hvis erhvervs-, arbejdsmarkeds- og kulturudvalget (EAKU) følger indstillingen fra forvaltningen. Forvaltningen anbefaler en ansøgning fra Det Ny Kastet om 95.000 kr. til udvidede aktiviteter i juli, august og september.

Hvad der præcis skal foregå i huset - ud over de udstillinger på 1. og 2. sal, som allerede er planlagt - det ligger ikke fast. Men en af mulighederne er en udstilling med japanske træsnit.

- Det er noget, vi har mulighed for at få hjem, og vi kan også lave en ”artist talk” (en samtale med kunstneren, red.) via video fra New York, hvor den japanske kunstner, Keiji Shinohara, bor, fortæller formanden for Det Ny Kastet, Bernt Petersen.

Kunstforeningen har desuden skitseret en række andre aktiviteter hen over sommeren i forbindelse med denne udstilling. Men der er også mulighed for andre arrangementer i lokalerne, og i september foreslår man en international fotoudstilling i tilknytning til fotofestivalen Kant.

Budgettet for hele projektet er på 195.000 kr., hvoraf 75.000 kr. skal bruges til aflønning af en vagt.

Det Ny Kastet har normalt kun åbent i weekenderne, hvor udstillingerne passes af frivillige. Men det er ifølge Bernt Petersen ikke muligt at satse på frivillige, hvis der skal holdes åbent hver dag.

- Så vi søger 95.000 kr. hos kommunen og smider så også selv nogle penge i den kasse, siger han.

EAKU tager stilling til ansøgningen i dag, tirsdag.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.