Kultur

Millioner til kunst: SMK Thy er på finansloven

Bevilling til driften af filialen i Doverodde er sikret

SMK Thy. Arkivfoto
SMK Thy. Arkivfoto

Opdateret 17. maj 2022 kl. 12:23

DOVERODDE: Finansloven for 2022 blev præsenteret af forligspartierne mandag formiddag, og som en del af aftalen er der afsat penge til den fortsatte drift af filialen af Statens Museum for Kunst i den gamle købmandsgård i Doverodde i Sydthy, SMK Thy. Det oplyser Kulturministeriet.

Det årlige beløb på 1,5 millioner kroner, som har været afsat siden 2018, vokser næste år til 1,6 millioner kroner. I 2023 vil beløbet være 1,8 millioner kroner og i 2024 bliver der en ekstraordinær stor bevilling på 4,0 millioner kroner, som skal bidrage til en planlagt ombygning. Herefter vil der hvert år været afsat 3,7 millioner kroner til driften af SMK-filialen.

SMK Thy åbnede allerede i 2018, men indtil nu har man kun kunnet vise videoværker, hvor der ikke stilles samme krav til sikkerheden.

Tidligere i år fik SMK så tilsagn om 37,5 millioner kroner. fra A. P. Møller Fonden til ombygning af købmandsgårdens gamle pakhus, så det kan rumme udstillingslokaler med de sikrings- og klimamæssige forhold, der gør det muligt at vise et bredt udsnit af værker fra SMK’s samling - det vil typisk sige malerier, værker på papir og skulpturer.

Thisted Kommune bidrager med penge til ombygning af andre dele af købmandsgården, og projektet ventes i alt at beløbe sig til omkring 50 millioner kroner.

Som en del af aftalen med A. P. Møller Fonden skal der holdes en arkitektkonkurrence i år, hvorefter ombygningen går i gang. Officiel indvielse og åbning for offentligheden af den ombyggede købmandsgård forventes at blive i foråret 2024.

SMK vil i perioden indtil ombygningen er afsluttet fortsætte med at lave udstillinger og formidlingsaktiviteter i Doverodde.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden