Nordisk metal til unge løver fra Thy og Mors

Duo fra Thisted Vægttræningsforening havde guld og bronze med hjem fra NM i styrkeløft i Finland

Thisted Vægttræningsforenings to unge løver Benjamin Falgreen og Jacob Heise havde begge metal med hjem fra Finland. Privatfoto

Thisted Vægttræningsforenings to unge løver Benjamin Falgreen og Jacob Heise havde begge metal med hjem fra Finland. Privatfoto

FINLAND:Efter at have vundet det nordiske mesterskab for subjuniorer (14-18 år) to år i træk, 2018 og 19, glippede Benjamin Falgreen i 2020 muligheden for at forsætte succesen som 1. års junior, da NM blev aflyst grundet Corona pandemien. Men i år var det igen blevet muligt at afvikle NM, og det danske landshold med to atleter fra Thisted Vægttrænings Forening, Jacob Heise som er subjunior og Benjamin Falgreen, som er junior fløj fredag til Pornainen i Finland.

Benjamin Falgreen, som løfter i -83 kg klassen, har døjet med ryggen og været tvivlsom i ugerne op til NM. Han modtog sin sidste behandling hos kiropraktoren i mandags. Men det var der dog ingen der kunne se, da han gik på podiet i Finland. 260 kg i squat og en kneben 2-1 underkendelse af 270 kg gav en fremragende start for thyboen. I disciplinen bænkpres fumlede Benjamin med sit første forsøg som blev underkendt. Men herefter var der ingen slinger i valsen og med 182,5 kg i sit 3. forsøg blev det til personlig rekord i disciplinen. I dødløft fumlede Benjamin igen og fik underkendt åbningsløftet på 210 kg fordi han overhørte dommersignalerne. Men herefter var han årvågen og med 237,5 kg i 3. forsøg satte Benjamin endnu en personlig rekord. Dermed havde han i de tre discipliner samlet i “kurv” til dagens tredje personlige rekord med en total på 680 kg. Efter sit sidste løft i konkurrencen måtte Thisted-løften vente nogle minutter i uvished, da svenskeren Simon Bjørndahl havde bestilt hele 290 kg til sit sidste forsøg i dødløft. En vægt, som nøjagtig ville sikre ham NM-guldet på bekostning af Falgreen. Desværre for svenskeren bar satsningen ikke frugt og stangen var som limet til podiet. Hermed kunne Benjamin fejre sit tredje nordiske mesterskab, det første som junior. Og dertil sikrede han sig titlen som “best lifter” på point foran nordmanden Kaspar Hoiland og svenskeren Theodor Ericsson - en ikke helt uvæsentlig titel, da der med den fulgte et diplom og en ”Leoko” styrkeløftstang til en værdi af adskillige tusinde kroner.

For unge Jacob Heise var NM i Finland hans internationale debut. Og den unge TVF’er som er bosat i Nykøbing, levede helt op til forventningerne og berettigelsen i sin udtagelse i klassen -74 kg subjunior, hvor han endnu engang imponerede med 170 kg i squat, 117,5 kg (PR) i bænkpres og 230 kg i dødløft (PR). En total på 517,5 kg og endnu en PR. Det var nok til at sikre Jacob bronzemedaljen i klassen, der blev vundet af den suveræne svensker Hugo Almstrøm. Den unge TVF´er leverede en meget stilsikker indsats på et teknisk højt niveau og han fik 8 af 9 forsøg godkendt, hvilket lover godt for det forestående EM for subjuniorer og juniorer i Sverige om fire uger. Et mesterskab, som han er udtaget til og som bliver hans hidtil største opgave som styrkeløfter, og den sidste som subjunior, da han fra januar 2022 rykker op i juniorkategorien.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.