Nordjyske mener: I denne uge er jeg turist hos den forbandede, vidunderlige ungdom

LEDER:Jeg hader øremærket barsel. Jeg anerkender ethvert individs ret til at identificere sig som hvadsomhelst, men jeg har svært ved at overskue andre køn end med eller uden tap. Jeg synes, MeToo-debatten er vigtig, men at den alt for ofte løber af sporet og gør lige så meget skade som gavn. Jeg bryder mig ikke om at affaldssortere. Jeg forsager bælgfrugter, men jeg kan godt lide røde bøffer. Jeg synes, at for mange gemmer sig bag ord som angst og diagnose, når det snarere er tid til at tage sig sammen. I øvrigt til stor skade for dem, der virkelig har ondt i psyken. Jeg har den holdning, at man aldrig pjækker fra sit arbejde, men derimod stabilt møder til tiden med en indstilling om, at "jeg får min løn, så hvad skal jeg levere for den?". Jeg er ligeglad med, om det er mænd eller kvinder, der sidder på samfundets tungeste poster. Hvis den bedst egnede kandidat er en kvinde, så er det fint. Hvis det er en mand, så er det lige så fint. Hverken mere eller mindre.

Med andre ord: Jeg er et reaktionært, halvgammelt røvhul, der kan blive ualmindeligt træt, når den woke ungdom fremturer og skråsikkert fortæller mig, at jeg gennem hele mit liv har været forkert.

Selvfølgelig har jeg ikke det. Jeg er barn af min egen tid, og de er det af deres. Men selv om jeg er udfordret over tonen og den øretæveindbydende "jeg har ret"-attitude, der nu engang altid har været ungdommens, når den skulle kritisere de tidligere generationer, så elsker jeg også de årgange, der i de her år indtager sin plads i den offentlige debat med en rendyrket ambition om at ændre verden.

Mens idealismen nogle gange har trange kår i min egen generation, der har travlt med at spekulere på, om vi atter skal omkonvertere realkreditlånet, så der kan blive råd til både endnu en all-inclusive ferie og en uge på ski, så bekymrer mange unge sig om klimaet, krigen i Ukraine, ligestilling og racisme.

I denne uge rejser jeg til ungdommen. Som 46-årig er og bliver jeg turist, når jeg i tre dage deltager i Alive Festival i Thisted. Det er de unges egen festival. Måske bliver det sommerens mest eksotiske rejsemål at besøge en helt anden generation.

Jeg vil bestræbe mig på at være respektfuld overfor "lokalbefolkningen", men jeg håber selvfølgelig også, at de "indfødte" vil tage godt i mod mig. Måske kan vi ligefrem træde hen over generationskløften og gå en tur i baren sammen og udveksle synspunkter. Fra forskellige ståsteder men i fredelig sameksistens. Jeg håber det. Jeg tror det også. Jeg er ikke mere privilegieblind, end at jeg godt ved, at det i givet fald bliver mig, der betaler.

Det gør jeg gerne. For attituden til trods er den forbandede ungdom også en gave. Det er den, der sparker til os, så man tvinges til at tænke efter én gang til. Mødt med ungdommens overbevisning om, at den har gennemskuet verden og ved bedst, bliver jeg først provokeret. Men provokationen vækker også til eftertanke og efterlader mig ofte med tvivlens nådegave. Måske har de alligevel ret, de unge? Måske burde jeg leve lidt anderledes?

Så måske spiser jeg en bælgfrugt i en af madboderne på Alive (en lille en). Måske lærer jeg en dag, at Putins bomber, flygtningestrømme og smeltende isbjerge er vigtigere at gøre noget ved, end at jeg skal have et nyt køkken. Måske. I så fald vil det ikke mindst være takket være den forbandede, vidunderlige ungdom. Det er den, der skal redde verden.

Rigtig god festival til både de unge og alle turisterne. Baren er åben lige om lidt.