Nordjyske sygehuse under alvorligt pres - intensivafdelinger fyldt op
Senest har Regionshospital Nordjylland måtte udvide med fire pladser - prisen er aflyste operationer

Der er fyldt helt op på regionens intensivafsnit. Arkivfoto: Torben Hansen
NORDJYLLAND:Den politiske beslutning om at afsætte en milliard kroner i en særlig coronavinterpakke for at støtte de pressede danske sygehuse kommer ikke én dag for tidligt.
I Nordjylland er situationen nu så presset, at Regionshospital Nordjylland i Hjørring har måttet udvide antallet af intensivpladser fra seks til 10.
Det er sket i den forgangne weekend. Alle 10 intensivsenge er fyldt op, og det har sin pris.
- Vi går ned i antallet af planlagte operationer. I øjeblikket tager vi kun de mest nødvendige og satser til gengæld på, at vi har behandlingen af vores sygeste patienter på vores intensivafdeling, oplyser lægefaglig direktør Søren Pihlkjær Hjortshøj fra Regionshospital Nordjylland.

Søren Pihlkjær Hjortshøj - lægefaglig direktør for Regionshospital Nordjylland. Arkivfoto
12 Covid-patienter på intensiv
Nordjyske har forsøgt at få svar fra Aalborg Universitetshospital på, om det også der har været nødvendigt at øge antallet af sengepladser på hospitalets intensivafdelinger i Aalborg og Thisted.
Det har desværre ikke været muligt, men da Søren Pihlkjær Hjortshøj orienterede personalet på regionshospitalet om beslutningen, skete det med oplysningen om, at "alle regionens intensivpladser er optaget".
Det er nærliggende at tro, at det er udviklingen i antallet af patienter med Covid-19 i Nordjylland, der presser de nordjyske intensivafdelinger.
Tal fra Statens Serum Institut for det seneste døgn viser, at antallet af indlagte Covid-patienter i Nordjylland nu er oppe på 59 - otte flere end søndag kl. 14. Heraf er 12 indlagt på intensivafdelinger, og otte af dem ligger i respirator.
Ifølge Søren Pihlkjær Hjortshøj er antallet af Covid-patienter da også en del af forklaringen på, at det har været nødvendigt at udvide kapaciteten.
- Covid-patienter sluger ekstra opmærksomhed, fordi der er nogle særlige procedurer omkring isolation. Derfor fylder de også ganske meget på intensivafdelingerne. Men dertil kommer, at der rigtigt mange akutte patienter i øjeblikket. Nogle af dem ender desværre også på intensiv, og der har vi altså mødt et behov for ekstra kapacitet, så vi kan følge med, siger den lægefaglige direktør.
Ingen tidshorisont
Søren Pilhkjær Hjortshøj kan ikke sætte tidshorisont på, hvor længe det bliver nødvendigt at opretholde den ekstraordinære kapacitet.
- Vi bliver ved med at have den kapacitet, så længe det er nødvendigt. Vi bliver nødt til at tage os af alle patienter med et intensivt behandlingsbehov, når de kommer ind til os. Derfor kan jeg ikke på nuværende tidspunkt sige, om det er en tidshorisont på få dage, eller om det er uger, siger Søren Pihlkjær Hjortshøj.

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.