Nordthy gav deres træner en perfekt afskedskamp

Med en sejr på 38-26 fik Nordthy givet en god afslutningskamp til træner Kasper Boesen

Nordthy fik afsluttet deres sæson på fornemmeste vis mod Aars <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Nordthy fik afsluttet deres sæson på fornemmeste vis mod Aars Arkivfoto: Bo Lehm

AARS:Oprykkerne fra Nordthy har klaret deres første sæson i 2. division til ug. Thyboerne har bidt skeer med flere af de store hold i rækken, og lørdag kulminerede sæsonen så, da Nordthy i sæsonens sidste kamp vandt med hele 38-26 over Aars, hvilket cementerede Nordthys slutplacering i tabellen som nr. 5. Udover at være den sidste kamp i sæsonen for Nordthy, så var det også sidste kamp med træner Kasper Boesen som træner, eftersom han stopper som træner efter denne sæson. Kasper Boesen har været den helt store katalysator i genopbygning af Nordthy IF, og han har været med til at tage holdet fra serie 2 til en placering som nr. 5 i 2. division. Derfor var det også rart for ham at slutte godt af.

- Jeg ville gerne slutte ordentligt af, og det må man bare sige, at vi fik gjort. Vi fik sluttet af med en fest, og det har været en fantastik dag, siger Nordthy-træner Kasper Boesen.

Fra kampens start var det tydeligt, at Nordthy-spillerne gerne ville give deres træner en ordentlig afskedssalut. Holdet kom ud som lyn og torden og trynede et sagesløst hold fra Aars. I takt med at thyboernes føring blev større, begyndte Nordthy også at bringe nogle af reservespillerne i brug. De spillere tog depechen videre fra de startende spillere, og til halvleg var Nordthy foran med 21-14.

Efter pausen fortsatte Nordthy ufortrødent, og Aars kunne ikke stille noget op mod et velspillende Nordthy-hold. Opturen i kampen var godt symboliseret ved fløjspilleren Benjamin Pujol, der kom ind fra bænken og scorede seks kasser i anden halvleg. Efter en sand opvisning vandt Nordthy med 38-26.

- Det var virkelig en god kamp, hvor spillerne bare smadrede igennem, siger Kasper Boesen.

Stolthed over resultaterne

Kasper Boesen er særdeles stolt over de resultater, som han og klubben har opnået i de seneste år.

- Jeg er virkelig stolt over det, som vi har fået skabt her i klubben og i vores lille lokalsamfund herude, og det har været fedt at være en del af. Vi er gået fra at have et herrehold til at have tre hold, og vi har i den grad fået trykt nogle oprykningstrøjer i de seneste sæsoner. Jeg føler også, at jeg slutter på toppen med den her 5. plads, siger Kasper Boesen, der også har været glad for at kunne få sparring af folkene omkring ham.

- Jeg har sparret en del med vores holdleder, Søren Lynge, når det har været træls, og så har klubben altid bakket os op, når jeg er kommet med en eller anden vanvittig ide. Derudover så har min kone nok også måtte stå model til nogle ting, siger Kasper Boesen.

Kampfakta

Håndbold, 2. Division 

Aars HK

Nordthy IF

Resultat: 26-38

Pause: 14-21

Mål for Nordthy: Simon Skadhauge 8, Mathias Larsen 7, Benjamin Pujol 6, Dres Johansen 6, Frederik Holm Madsen 4, Jens Djernes 3, Morten Jensen 2, Magnus Møller 1 og Nicolaj Svoldgaard 1.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.