Nordthy tabte til rutinen i årets første kamp

Nordthy kunne ikke knække Stoholm i lørdagens kamp i 2. division

Nordthy havde mulighed for point mod Stoholm men endte med at tabe med 30-35 <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Nordthy havde mulighed for point mod Stoholm men endte med at tabe med 30-35 Arkivfoto: Bo Lehm

SENNELS:Nordthy lagde det nye år ud med en hård prøvelse, da de på hjemmebane mødte Stoholm, der kæmper med om oprykning. I det omvendte opgør havde Nordthy tabt med 31-32 efter en dramatisk kamp, så det var et revanchelysten hold fra Nordthy, der gik ind til kampen i 2. division. Desværre for Nordthy blev det dog til et nederlag på 30-35.

- Det var fortjent nok, at Stoholm vandt, men fem mål var måske lidt misvisende, for vi havde nogle chancer til sidst, som vi dog brændte, siger Nordthy-træner Kasper Boesen.

Nordthy fik en skidt start på kampen, hvor thyboerne havde svært ved at komme til chancer mod det rutinerede Stoholm-mandskab. Derudover havde det ellers lidt tunge hold fra Stoholm succes i kontrafasen i begyndelsen af kampen. Efter den dårlige start på kampen var Nordthy bagud med seks mål, men mod slutningen af første halvleg fik hjemmeholdet bedre styr på deres spil, og til halvleg var Nordthy bagud med 14-16. 

I anden halvleg var Stoholm fortsat foran, mens Nordthy jagtede gæsterne. I løbet af anden halvleg forsøgte hjemmeholdet at stresse Stoholm med offensivt forsvar, og det gav pote. Mod kampens slutning havde Nordthy i flere omgange chancer for at komme helt i omgangshøjde med Stoholm, men i de afgørende momenter svigtede skarpheden. I kampens sidste minutter trak Stoholm så fra, og Nordthy endte med at tabe med 30-35.

- Stoholm havde lidt mere rutine end os, og det blev afgørende til sidst. Vi kom skidt fra start, men spillede faktisk lige op med dem i resten af kampen. Stoholm er også et super godt hold med gode spillere på alle positioner, siger Kasper Boesen.

Med nederlaget befinder Nordthy sig på rækkens 6. plads med 13 point. 

Kampfakta

Håndbold, 2. Division 

Nordthy IF

Stoholm IF

Resultat: 30-35

Pause: 14-16

Mål: Frederik Holm Madsen 8, Emil Skadhauge 7, Simon Skadhauge 5, Mathias Larsen 3, Nikolaj Svoldgaard 3, Mads Eriksen 2, Claus Dalgaard 1 og Daniel Poulsen 1 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.