Ny indsats starter, før børnene er født

Thisted Kommune har fået 5,3 millioner kroner til projekt med fokus på småbørnsfamilier

Et tilskud på 5,3 millioner kroner skal give Thisted Kommune mulighed for at sætte ekstra fokus på støtte til børnefamilier, endda inden børnene er født. <i>Arkivfoto: Kim Dahl Hansen</i>

Et tilskud på 5,3 millioner kroner skal give Thisted Kommune mulighed for at sætte ekstra fokus på støtte til børnefamilier, endda inden børnene er født. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

THISTED:Det skal være nemmere for småbørnsforældre at få hjælp hos kommunen. Et tilskud på 5,3 millioner kroner fra Socialstyrelsen skal i de kommende tre år bruges på projektet Børnesamarbejdet Thy, hvor Thisted Kommune sætter ekstra fokus på at støtte familier med børn i 0-6 års alderen.

- Man skal føle, at man godt må ringe og bede om råd, inden det vokser sig til et problem, siger projektleder Carina Hedegaard Bjørndal, sektionsleder i Undervisning og dagtilbud. Hun fortsætter:

- Det kan være noget så simpelt som at nybagte forældre ikke behøver at gå og kæmpe i lang tid med manglende søvn. De kan bede om råd i familiehuset, før problemerne vokser sig større. Tilbuddet er til alle, ikke kun til sårbare og udsatte. Man kan godt sige, at man er i en lidt udsat position, når man bliver forælder, fordi der er så meget, der er nyt. Der kan vi hjælpe med at agere rundt i det. Vi vil faktisk rigtig gerne have fat i kommende forældre, så projektet gælder sådan set børn helt fra fosterstadiet.

Tilskuddet på de 5,3 millioner kroner kommer fra en pulje til udbredelse af familiehuse i hele landet, men i Thisted Kommune bliver der ikke tale om et hus i fysisk forstand. Pengene er ikke søgt til mursten, men til medarbejdere.

- Det er vores interne organisering, der bliver anderledes. Vi vil give forældrene én indgang til kommunens tilbud på tværs af fagområder. Når man billedligt talt træder ind af denne her ene indgang, møder man et tværfagligt hold, hvor vi laver et helhedsblik helt fra starten af, fortæller Carina Hedegaard Bjørndal.

Thisted Kommune har de seneste tre år kørt et andet projekt, hvor fokus var på at styrke samarbejdet mellem dagtilbud og familier med børn fra nul til tre år og på den måde yde en forebyggende indsats.

- Vi har nok haft 140 familier med i det her hjemmepædagogprojekt, hvor vi har lavet brobygning mellem hjem og dagtilbud, og det har været en succes både for familierne og for de professionelle, siger hun.

Det ny projekt udvider aldersgruppen og har som nævnt stort fokus på tværfaglighed.

- Vi skal gerne gøre det mere overskueligt. Forældrene behøver ikke at forholde sig til, om det er en sundhedsplejerske, en pædagog eller en helt tredje fagperson, de skal spørge, siger Carina Hedegaard Bjørndal og fortsætter:

- Vores mål med den ene adgang er, at det også skal være lettere for de professionelle. Der kommer til at sidde et tværfagligt team med en fra hver afdeling, så der er nogle, der ved noget om alle de tilbud, der er.

Pengene fra Socialstyrelsen skal blandt andet bruges til at udvide medarbejderstaben med to hjemmepædagoger, der udelukkende skal have fokus på dette projekt. Andre afdelinger, som for eksempel sundhedsplejen, vil også få glæde af flere lønkroner, oplyser projektlederen.

Projektet skal bidrage til, at familier med behov for særlig støtte bliver identificeret på et tidligt tidspunkt, så der kan sættes en indsats i værk.

Børnesamarbejdet Thy vil få base på rådhuset, indtil det ny sundhedshus ved Thyhallen står færdigt.

Peter Larsen (V), formand for børne- og familieudvalget i Thisted Kommune, glæder sig over, at det er lykkedes forvaltningen at søge penge hjem til projektet.

- Det er mange gange svært at finde midler i nogle pressede budgetter til at bruge penge på forebyggelse, så derfor er det så vigtigt, når der er nogle midler, vi kan søge hjem, at vi så også får det gjort, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.