Ny institution til 130 millioner kroner: Her skal den bygges

Udvalg anbefaler, at ny handicapinstitution placeres i Thisted

Forvaltning og politikere anbefaler at bygge en ny handicapinstitution på hjørnet af Vibedalvej og Fårtoftvej i Thisted. Foto: Bo Lehm

Forvaltning og politikere anbefaler at bygge en ny handicapinstitution på hjørnet af Vibedalvej og Fårtoftvej i Thisted. Foto: Bo Lehm

THISTED:De kommende beboere i den ny handicapinstitution, som Thisted Kommune er på vej til at få bygget, vil komme til at bo tæt på både by og strand. Forvaltningen peger nemlig på en placering tæt på plejecentret Vibedal i udkanten af Thisted, og det forslag bakker politikerne i social- og seniorudvalget op om.

Placeringen skal endeligt besluttes i kommunalbestyrelsen senere på måneden. Anbefalingen fra forvaltningen er dog, at institutionen skal ligge i eller tæt på Thisted by af hensyn til målgruppen, som også indebærer unge og borgere, der skal i dagtilbud på Thyværkstedet.

Området på hjørnet af Vibedalvej og Fårtoftvej er i forvejen udlagt til offentlige formål.

Den ny institution skal rumme 50 boliger til borgere med fysisk funktionsnedsættelse, heraf 42 faste pladser og otte midlertidige pladser. Det er en udvidelse med 14 pladser i forhold til de nuværende pladser på institutionerne Søskrænten og Højtoftevej, som vil blive nedlagt, når den ny institution står færdig, forventeligt i slutningen af 2025.

Opnormeringen skyldes, at der er venteliste på området og udsigt til endnu flere borgere inden for målgruppen.

En stor del af en gruppe unge mennesker, der er tilknyttet Thyværkstedet, bor stadig hjemme hos deres forældre, idet de venter på at få et egnet botilbud. Foto: Henrik Louis <i>Foto:Henrik Simonsen</i>

En stor del af en gruppe unge mennesker, der er tilknyttet Thyværkstedet, bor stadig hjemme hos deres forældre, idet de venter på at få et egnet botilbud. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

Beslutningen om den ny institution indgår i helhedsplanen for socialområdet, som blev vedtaget på kommunalbestyrelsesmødet 21. september sidste år. Efterfølgende blev finansieringen afsat i budgetforliget.

Byggeriet vil koste cirka 130 millioner kroner. Social- og seniorudvalget indstiller til kommunalbestyrelsens godkendelse, at der frigives fem millioner kroner til forprojektering, og at projektet udbydes som totalentreprise.

Pårørende skal inddrages

Udvalgsformand Henrik Gregersen (V) fortæller, at der er udvalget er enighed om, at placeringen i kanten af Thisted er god.

- Der er jo nogle fordele ved, at tilbud til den type borgere er inde i byen. Så vi er indforstået med at man går videre med planlægningen, siger han og tilføjer:

- Og så synes jeg, det er vigtigt at få sagt, at der vil blive indkaldt borgere til at lave en referencegruppe. Det er først og fremmest brugere, og det vil her i høj grad sige pårørende, personale og andre interesserede. Det vil ske inden for nogle uger, forventer jeg. Udvalget var også enige om, at der skal afholdes et borgermøde i høringsfasen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.