Manglende brandtilladelse lukker publikumshit

Publikum strømmer til udstilling i gammel lagerhal i Hurup, men udstillingen er kommet i klemme i nye regler for brandsikkerhed - og der kan ikke dispenseres fra reglerne

Mandag 4. april åbnede Johnny Haugaard udstillingen "Håb - Naturens Stemme" i en gammel lagerhal i Hurup. Siden viste det sig, at udstillingen er kommet i klemme på grund af nye regler for brandsikkerhed. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Mandag 4. april åbnede Johnny Haugaard udstillingen "Håb - Naturens Stemme" i en gammel lagerhal i Hurup. Siden viste det sig, at udstillingen er kommet i klemme på grund af nye regler for brandsikkerhed. Foto: Bo Lehm

Opdateret mandag aften efter at blomsterkunstneren Johnny Haugaard har lagt video ud på Facebooksiden "Blomstermandens venner"

HURUP:Mandag 4. april blev den gamle auktionshal i Hurup forvandlet til en 1000 kvadratmeter stor udstilling med fokus på den vilde natur i Thy. 

Udstillingen var planlagt til at løbe frem til 24. april,  men trods enorm interesse har natur- og blomsterkunstneren Johnny Haugaard nu kastet håndklædet i ringen.

På Facebook-siden "Blomstermandens Venner" han han mandag aften lagt en video ud, hvor han stærkt frustreret forklarer, at han mandag eftermiddag kl. 16 har forladt lokalerne, der huser udstillingen med navnet "Håb - Naturens stemme"- og skruet en plade for døren for at markere, at publikum ikke længere kan få adgang til det, der også kaldes Danmarks vildeste forårsudstilling.

- Det er det her, der er mit levebrød. Jeg ville ønske, jeg havde tjent så meget, at jeg kan være ligeglad med det, der er sket. Men det er jeg ikke, siger en fortvivlet og indigneret Johnny Haugaard.

Allerede lørdag 9. april lagde han stærkt presset et opslag op på Facebook. Meldingen var klar: Udstillingen var i fare for at lukke, fordi den ikke lever op til gældende lovgivning om brandsikkerhed. Udstillingen er lavet i en gammel lagerhal, og skal den godkendes, vil det tage fire til fem måneder.

- Jeg har aldrig tidligere oplevet så stor opbakning som her. Reaktionerne på opslaget på Facebook har vist, at jeg langt fra er den eneste, der har oplevet problemer med de nye regler for godkendelse. Det er et landsproblem, som gør det svært i det hele taget at lave udstillinger i bygninger som den her - med mindre man har 50-80.000 kroner til at få bygningen godkendt til formålet, og så fremsender en ansøgning om at få det gjort et halvt års tid inden tilladelsen skal bruges, siger Johnny Haugaard.

Mandagen igennem blev der arbejdet på at finde en løsning.

- Kommunen kan ikke dispensere fra brandreglerne, forklarer teknisk direktør Mogens Kruse Andersen, Thisted Kommune.

- Men så snart vi får den fornødne brandtekniske redegørelse, er vi klar til at udstede en tilladelse til udstillingen. Som kommune har vi ikke længere nogen myndighed på området. Det er ude af vores hænder. I dag skal vi blot på grundlag af den brandtekniske redegørelse vurdere, om det er i orden at udstede en byggetilladelse - her til udstillingen, og før vi har noget materiale at forholde os til, kan vi ikke udstede en tilladelse, siger Mogens Kruse Andersen.

Han har selv set udstillingen i weekenden og er imponeret over den.

- Den er både flot og tankevækkende, siger Mogens Kruse Andersen.

Johnny Haugaard tilkendegav selv mandag formiddag, at han var klar over, at kommunen hverken havde lavet fejl eller været modvillig.

- Her er tale om nogle nye overordnede regler, som bare gør det umuligt at lave en udstilling som den her eller noget tilsvarende. Og hvorfor lave regler, der forhindrer nogen i at lave velfungerende ting, siger Johnny Haugaard.

De seneste uger har 140 frivillige sammen med Johnny Haugaard brugt adskillige timer på at få udstillingen klar til åbningen. De har forvandlet blomster, grene, mos, lav, tang og andet, man kan finde i naturen til udstillingerne, der i virkeligheden er én stor, fortællende installation. 

En del af udstillingen har relation til krigen i Ukraine. Ni portrætter af nøgne mænd liggende i en skovbund fuld af mos og andet grønt skal illustrere det afsavn flere familier i Ukraine lige nu går igennem. 

Johnny Haugaard udstiller i Hurup

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.