Offday for Nors: - Ikke godt nok
Nors BK leverede langt fra sin bedste præstation torsdag aften

Nors BK leverede en skidt præstation torsdag aften. Arkivfoto: Martin Damgård
NØVLING:Det blev ikke det ønskede resultat for Nors BK, der torsdag aften mødte Nøvling IF ude i 3. Division. Her måtte thyboerne tage hjem med et nederlag på 26-28 og en præstation, som ikke levede op til sæsonens hidtidige kampe.
- Alt gik galt. Vi lavede et hav af tekniske fejl og brændte alt for mange store åbenlyse chancer. Det er ikke godt nok, siger træner for Nors BK, Anders Heshe.
I løbet af kampen stod Nors BK nogenlunde fint i et seks-nul-forsvar. Til gengæld havde de store problemer i angrebet, hvor de lavede mange tekniske fejl. Fejl som hjemmeholdet formåede at straffe på kontra i den anden ende.
Men selvom Nors BK ikke leverede i første halvleg, så havde hjemmeholdet også problemer med at score. Derfor gik de to hold til pause ved stillingen 12-12.
- Vi mødte et hold i dag, som vi skal vinde over. Så vi skal være bedre, end det vi viste i dag, og jeg forventer, at der kommer en trodsreaktion på søndag, siger Anders Heshe.
Efter pausen prøvede Nors BK flere forskellige formationer, men der var aldrig en, som fungerede ordenligt.
De to hold fulgtes ad på måltavlen, og ved stillingen 21-20 havde Nors BK chancen for at slå til. Her blev hjemmeholdet reduceret til fire mand, så Nors BK var to mand i overtal. Desværre for Thyboerne formåede de ikke at lukrere på overtalsspillet, som endte 0-0.
- I dag prøvede vi en masse ting af, men der var aldrig noget, som lykkedes 100 procent. Vi brugte de ting, vi havde, men individuelt var vi kun på 85 procent, siger Anders Heshe, der dog fremhæver Laurits Enggård, som kampens spiller for Nors BK for at vise god energi.
Nors BK endte med at tabe kampen 26-28.
- Jeg vil gerne rose spillerne for, at de blev ved, selvom det ikke hang sammen. Men det var selvfølgelig frustrerende, at det ikke blev forvaltet bedre, siger Anders Heshe.
Kampfakta:
Håndbold, 3. Division
Nøvling IF
Nors BK
Resultat: 28-26
Pausestilling: 12-12
Mål: Mikkel Sand 7, Kasper Gravesen 5, Laurits Enggård 5, Thomas Schmidt 4, Lasse Dieckmann 3, Lars Nielsen 2 og Rasmus Kristensen 1.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.