Over 700 deltog i Alive’s julefest i Musikteatret
Der er altid brug for flere hænder, men lige nu er vi en dejligt stor flok i Thy, som forsøger at holde liv i kreativiteten og gøre festivalen levende også om vinteren, siger Emma Møller fra lokalforeningen i Thy

Galleri - Tryk og se alle billederne.
THISTED:Mere end 700 var med under den store diskokugle i Thisted Musikteater til Alive Festival’s årlige julefest onsdag 25. december, førstejuledag, og i en pressemeddelelse hedder det, at festivalens lokalforening i Thy er glad for at give lokale og hjemvendte thyboer en god fest med stor tilslutning og masser af humør.
Emma Møller og Laura Gade, der er forpersoner i Alives Festivals lokalafdeling i Thisted, har haft ansvaret for årets julefest:
- Det gik godt. Der var en fantastisk god stemning, der var mange glade gensyn, og folk var som sædvanlig vilde med vores White Russian, som vi i år havde husket at købe rigeligt ind til, så alle var glade, siger Emma Møller.
De mange gæster fik lokale øl i selskab med venner og bekendte hjemvendt på juleferie:
- Det er altid dejligt at kunne give folk i Thy en god fest, og det er også skønt for os at kunne mødes om vinteren, når nu meget af vores aktivitet foregår omkring sommerferien, siger Laura Gade.
Selv om der er længe til sommerens festival kunne arrangørerne allerede for en uge siden annoncere de første tre hovednavne til næste års festival i form af Jada, Efterklang og Blaue Blume. Alive Festival er i 2020 flyttet to uger frem og foregår 30. juli-1.august i Christiansgave i Thisted.
Det kræver over 60 frivillige at få julefesten til at ske. Men det er ikke svært at finde opbakning i Thy, fortæller Emma Møller:
- Det er sjovt og spændende at arbejde med Alive Festival på helårlig basis. Vi kan altid bruge nogle flere hænder og hoveder, men lige nu er vi en dejligt stor flok i Thy, som forsøger at holde liv i kreativiteten og gøre festivalen levende også om vinteren, siger Emma Møller.
Ansvaret i lokalforeningen giver mulighed for at udvikle sig som kulturskaber, mener Emma Møller og Laura Gade, der begge tidligere har været aktive i URT-huset.
Hos sekretariatet er der også glæde at spore. Frivilligansvarlig Esther Jexen Dall er meget tilfreds med lokalforeningens arbejde og fortæller videre, at der går godt med forberedelserne til festivalen næste år, hvilket den historisk tidlige annoncering af de første musiknavne også vidner om:
- Det ser fornuftigt ud med både musikken og alt det bagved. På bagkant af dette års festival mærker vi bl.a. en rigtig god opbakning fra det lokale erhvervsliv, hvilket tegner rigtig godt for næste år, siger Esther Jexen Dall.