Film

Peter bankede på døre i Europa: Må jeg sove her i nat?

Peter Alsteds film om en cykeltur gennem Europa, hvor han spurgte vildtfremmede om husly, har premiere under CPH:DOX og er ugen efter en del af denne festivals udløber i Klitmøller, THY:DOX

Peter Alsted i snak med en af  sine værter, en østriger, på den mere end 3700 kilometer lange cykeltur.
Peter Alsted i snak med en af sine værter, en østriger, på den mere end 3700 kilometer lange cykeltur. Foto fra filmen A Journey and the Doors

Opdateret kl. 18:23

KLITMØLLER: "Goddag, mit navn er Peter. Jeg har cyklet fra Danmark. Har I et sted jeg kan sove i nat?"

Omtrent dette spørgsmål stillede filminstruktøren Peter Alsted til tilfældige folk, da han i 2019 var på en to måneder lang cykeltur fra Danmark til Grækenland. 

Formålet var at undersøge, hvordan det stod til med gæstfriheden i Europa. Det er der nu kommet en film ud af, "A Journey and the Doors", der 16. marts får premiere under den københavnske dokumentarfilmfestival CPH:DOX.

Og den godt én time lange film er naturligvis en del af den udløber af festivalen, THY:DOX, som Klitmøller er vært for 25.-26. marts. Naturligvis, for i seks år boede Peter Alsted i Klitmøller, hvor han blandt andet skabte "Standing On Water", den roste og prisbelønnede film om SUP-verdensmesteren Casper Steinfath.

Idéen om at teste gæstfriheden i Europa udsprang af en vandretur fra København til Klitmøller, som Peter Alsted foretog, mens han boede i Thy. Og nogle optagelser af blandt andet døre fra denne tur er også med i "A Journey and the Doors", fortæller Peter Alsted.

Filminstruktøren Peter Alsted forsøgte at få husly hos tilfældige mennesker, da han i 2019 var på cykel gennem Europa. Her har han dog søgt ly for et skybrud i et cementrør. Foto fra filmen "A Journey and the Doors"

Han fik ofte nej, når han ned gennem Europa overraskede folk med sin bøn om husly. 

- Men jeg oplevede også, at folk rigtig gerne ville hjælpe. Hvis de ikke selv havde plads, ringede de til andre og spurgte dem. Så ofte var det som en sneboldeffekt, og nogle skiftede mening og fandt ud af, at de alligevel godt kunne invitere mig indenfor, fortæller han.

Turen endte i Grækenland, hvor Peter Alsted kom i kontakt med en afghansk flygtningefamilie, der meget gerne ville invitere ham indenfor i deres spartanske bolig i en flygtningelejr. Men han kunne ikke komme ind i lejren uden en tilladelse fra de græske myndigheder. 

I Grækenland kom Peter Alsted i kontakt med en afghansk flygtningefamilie, Farah og døtrene Rana og Sana. Foto fra filmen "A Journey and the Doors"

Peter Alsted har holdt kontakten med de fleste af de mennesker, som sagde ja til at have ham boende. Og også med nogle af dem, der fastholdt deres nej. De får naturligvis tilsendt et link til filmen - eller en invitation til den kommende premiere i de af landene, hvor der er udsigt til, at filmen vil blive vist offentligt.

I Klitmøller bliver "A Journey and the Doors" vist 25. marts som den første af de fire dokumentarfilm, der er udvalgt til THY:DOX.  Peter Alsted, der i dag bor i København, kommer ikke selv til visningen, men der bliver arbejdet på, at han kan fortælle om filmen via et videolink.

I øvrigt har to andre mølboer bidraget til produktionen af filmen. Troels Schwarz (Super Schwarz) er art director og Árni Bergmann Jóhansson har lavet lyddesign.

Fra 1. april bliver der mulighed for at se filmen på to streamingplatforme, ParaDOX.dk og på bibliotekernes Filmstriben.

THY:DOX, der finder sted i Æ Redningshus i Klitmøller, byder i øvrigt på dokumentarfilmene "Os der lever", som også vises 25. marts, og dagen efter "Shakepeare Syndrome" samt "Kampen om mennesket". Festivalen arrangeres af den lokale forening Klitmøller Kultur i samarbejde med Thisted Kommunes Kulturrummet.  

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden