Detailforretning

Populær kræmmer-butik meldt til politiet: Sælgere fik ingen penge

Ydes Reolsalg i Nykøbing åbnede dørene, så salgskunder kunne afhente deres udstillede varer. Men de fik ingen penge

Helle Bang Nielsen (tv) og Bodil Jensen måtte køre flere gange ind og ud med indkøbsvogne for at læsse deres udstillede genstande på en medbragt trailer. Foto: Bo Lehm

Helle Bang Nielsen (tv) og Bodil Jensen måtte køre flere gange ind og ud med indkøbsvogne for at læsse deres udstillede genstande på en medbragt trailer. Foto: Bo Lehm

NYKØBING:Der var gang i biksen på Jernbanevej 44 i Nykøbing. Onsdag og torsdag strømmede folk ind ad glasdørene og forsvandt samme vej godt belæsset med varer. Men det er ikke udtryk for udsalg og omsætning i Yde’s Reol-udlejning og Kræmmermarked. Tværtimod. Butikken er under afvikling.

- Forleden fik vi at vide, at vi omsider kunne afhente vores udstillede ting. Der ville være åbent i reolsalget de to dage i et bestemt tidsrum, kunne vi læse på butikkens Facebook-opslag. Det var der også, og jeg begyndte onsdag at hente de ting, jeg har haft i kommission i butikken. Men det var bestemt ikke uden drama, siger Helle Bang Nielsen, Nykøbing.

Drejede nøglen om

Hun har lejet reolplads i butikken, der også hedder Ydes Reolsalg, gennem nogen tid. Konceptet har gennem tre år været, at salgskunderne lejer udstillingsplads i butikken, hvor personalet sælger tingene til butikskunderne, hvorefter der sker afregning med salgskunderne. Men midt i oktober lukkede indehaverparret Lene og John Yde med dags varsel butikken og lod via en Facebook-besked forstå, at den ikke ville åbne igen, og at der senere ville blive mulighed for at afhente genstande.

Helle Bang Nielsen er lettet over at få sine ting igen, men bekymret for sine penge. Foto: Bo Lehm

Helle Bang Nielsen er lettet over at få sine ting igen, men bekymret for sine penge. Foto: Bo Lehm

Derimod stod der ikke noget om, hvorvidt salgskunderne kunne forvente afregning for solgte varer og forudbetalt leje.

Presset og truet

- Da vi kom ind, stod personalet i døren og ville have os til at underskrive et papir om, at vi afhentede vores ting. Det nægtede jeg, hvorefter ekspeditricen truede med politi. Fint med mig, sagde jeg, hvorefter jeg og min veninde Bodil begyndte at køre vores ting ud. Hverken politiet eller John Yde dukkede op, men flere af os følte os pressede, siger Helle Bang Nielsen.

Hun vil ikke skrive under, før papiret også indeholder en formulering om tilbagebetaling af tilgodehavende. Helle Bang Nielsen har omkring 3500 kroner ude at svømme, og hendes veninde omkring 4000 kr. I alt har op mod et halvt hundrede salgskunder over Facebook givet udtryk for, at de har penge til gode.

Dette papir nægtede nogle af salgskunderne at skrive under på, før de fik vished om deres respektive tilgodehavender.

Dette papir nægtede nogle af salgskunderne at skrive under på, før de fik vished om deres respektive tilgodehavender.

Meldt til politiet

Ydes Reolsalg er meldt til politiet. Butikken er ikke erklæret konkurs, og politikommissær Jørgen Jensen, Thisted Politi, siger, at man i øjeblikket undersøger, om der kan rejses sigtelse for bedrageri mod butikken.

Indehaver John Yde har ikke været at træffe på telefon og har ikke svaret på en sms fra NORDJYSKE. Han lod sig ifølge Helle Bang Nielsen kortvarigt se i butikken onsdag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst