Politik

Efter fyring: Får 48.000 kroner

Fire ville af med den femte i politisk udvalg - og den detroniserede formand er vred

DF'eren Ib Poulsen fortid som formand for Thisted Kommunes arbejdsmarkedsudvalg. Han kalder det selv "noget forbandet svineri".
DF'eren Ib Poulsen fortid som formand for Thisted Kommunes arbejdsmarkedsudvalg. Han kalder det selv "noget forbandet svineri". Arkivfoto: Bo Lehm

Opdateret 17. november 2024 kl. 21:51

Torsdag aften blev kortene blandet på ny i et af Thisted Kommunes politiske udvalg, selv om der stadig er et år til kommunalvalget.

Som Nordjyske kunne berette fredag, så ville fire medlemmer af Thisted Kommunes arbejdsmarkedsudvalg af med det femte som formand.

Man ville ganske enkelt have en anden profil, som det hed.

Dermed var DF'eren Ib Poulsen fortid som formand for udvalget, da mødet var slut torsdag aften.

Men selv om han er sat fra bestillingen, så er det ikke ensbetydende med, at aflønningen stopper brat, oplyser Thisted Kommune til Nordjyske.

48.000 kroner

Der er nemlig noget, der hedder eftervederlag, og det er reguleret i vederlagsbekendtgørelsens § 11, stk. 1.

- Eftervederlaget til Ib Poulsen udgør 48.000 kr., oplyser kommunaldirektøren i Thisted Kommune, Ulrik Andersen, i et skriftligt svar.

Dermed er det ikke en gratis omgang for skatteborgerne i kommunen, at der bliver skiftet hest midt i vadestedet.

En del af konstitueringen

Nordjyske har forgæves forsøgt at få en reaktion fra Ib Poulsen i kølvandet på fyringen.

Det er dog lykkedes TV Midtvest, hvor Ib Poulsen - som også er tidligere folketingsmedlem - kalder det "noget forbandet svineri".

Ib Poulsen. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

- Det bekræfter mig i, at det med principper og ordentlighed ikke findes i politik. Det må jeg så tage til efterretning, lyder det blandt andet til stationen.

Ved det seneste kommunalvalg var Ib Poulsen en del af det forholdsvis smalle flertal, der gjorde Venstre-manden Niels Jørgen Pedersen til ny borgmester.

Ny formand

Preben Dahlgaard - den hidtidige næstformand i arbejdsmarkedsudvalget - er ny formand, og han har begrundet beslutningen med, at man har brug for en ny profil som formand.

Men han bemærkede også, da Nordjyske snakkede med ham fredag morgen, at Ib Poulsen ikke havde stemt for budgettet eller havde været med til budget-seminar.

Til TV Midtvest siger Ib Poulsen, at han nu "under ingen omstændigheder" vil pege på en konservativ eller en politiker fra Venstre som borgmester efter et kommende valg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden