Raske penge i energiselskabet
Hvad Thy-Mors Energi tabte på passive aktier og obligationer, vandt man så rigeligt ind på aktive indsatser

Kvinderne tog ordet. Else Marie Holmenæs (stående) og Stine Ørskov Hougaard og Ann Grøngaard (til højre) stillede op til bestyrelsen i Valgkreds 1, men det var dog Ulf Nyborg i baggrunden, som blev valgt. Foto: Carsten Tolbøll
THY-MORS:Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, der er lige så skarpt som det, der faldt ind gennem vinduespartierne på Løvevej i Thisted under repræsentantskabsmødet, skulle Thy-Mors Energi nok have realiseret sine værdipapirer i 2021 og ladet formand Robert Hove sove med kontanterne under hovedpuden hjemme i Hurup.
Så ville energikoncernen have undgået et tab på 24,3 millioner kroner forårsaget af uroen på finansmarkederne efter krigsudbruddet i Ukraine. Så meget desto mere bemærkelsesværdigt at koncernen kan lande et overskud for 2022 på 12,8 mio. kr. Der har været plusser i millionklassen i både holdingselskab og de fire 100 procent ejede underselskaber, og Thy-Mors Energi har trods krisen formået at opretholde investeringsgraden i sin el- og fiberinfrastruktur.
Grøn omstilling
Så det var svært for formanden at bevare pessimismen over for de 81 fremmødte repræsentanter.
- Vi er en robust og solid koncern, der fungerer som vækstdynamo for det lokalsamfund, vi betjener. Men krisen har lært os, at vi skal gøre os uafhængige af fossile brændstoffer. Vi skal levere det lokale bidrag til regeringens 2030-mål om 70 procent reduktion af CO2. I Thy-Mors Energi engagerer vi os allerede i den grønne omstilling, og det vil vi blive ved med, så vi på samme måde som med el- og fiberinfrastrukturen kan sikre, at værdien fra den lokale grønne infrastruktur også falder til til dem, der bor, lever og driver virksomhed lokalt, sagde Robert Hove.
Denne invitation til grønne partnerskaber med erhvervslivet er endnu i sin vorden, og den er gennem Klimaalliancen Thy og de påtænkte vindmøller i Hanstholm tydeligvis længere fremme i Thy end på Mors. Administrerende direktør Lars Peter Christiansen holdt et temaindlæg om emnet, hvor han slog fast, at det drejer sig om at investere i noget, andre kan bygge oven på. For at sikre stabiliteten skal grøn energiproduktion komme fra både sol og vind, og det er også afgørende, at virksomheder får lov at aftage elproduktionen direkte, også så man reducerer det nettab, der var et diskussionsemne på mødet.
De givtige fugle, som Thy-Mors Energi har i hånden, er eksempelvis det fire år gamle selskab Energrid. Det er et landsdækkende tilbud om tilslutning og servicering af vind- og solenergi, og det bidrog til årsresultatet med 10,8 mio. kr. i sorte tal. Endnu flottere var resultatet for Netselskabet Elværk med +16,3 mio. kr. i et år, hvor forbrugerne sparede på strømmen, og hvor selskabet gennem en fastprisaftale fik afbødet to tredjedele af priseksplosionen på den el, der måtte indkøbes for at dække nettab.
Thy-Mors Energi Fibernet formåede at vende et underskud i 2021 på tre mio. kr. til overskud på 5,7 mio. kr. Fibernettet er for længst udrullet, så aktiviteten er præget af service. Pengene er i høj grad tjent på, at fibernettet er blevet mere attraktivt gennem åbning af nu 10 forskellige aktører. Desuden bidrager en lejeaftale på en fiberstrækning fra Hanstholm til Agger til økonomien.
Fra minus til plus
Også T-ME Produktion har vendt minus til plus, aktuelt på 3,7 mio. kr. Aktiviteten er her primært medejerskabet af to vindmølleparker uden for dækningsområdet. Desuden har koncernen tjent næsten 11 mio. kr. på, at Scanenergi, som T-ME ejer 21,2 procent af, vandt en skattesag.
Tre og en halv time varede repræsentantskabsmødet, uden at der var egentlige rivegilder. Med en udskiftning ved valget i efteråret på 16 procent, hvoraf 29 procent er kvinder, og en klar foryngelse synes der at være opstået en mere direkte og kontant debatkultur i Thy-Mors Energi. Kvinderne stillede også op til bestyrelsesvalget, men det var dog Ulf Nyborg, Kreds 1 Nordthy, Søren Lyndrup, Kreds 2 Mors og Konrad Sejersbøl, Kreds 3 Sydthy, der genvandt deres pladser.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.