Resolut indsats forhindrede sprirituskørsel
Beruset kvinde blev holdt tilbage af andre biler på tankstation i Hanstholm
Opdateret kl. 09:11
HANSTHOLM: En tydeligt beruset kvinde blev torsdag eftermiddag forhindret i at køre bil, takket være en resolut indsats fra både en ansat på Circle K-tanken i Hanstholm og flere andre tilstedeværende.
Den 48-årige kvinde, der er fra lokalområdet, havde været inde på tanken for at købe vin. Da hun havde betalt, fulgte tankpasseren hende ud og spurgte, om hun mente, at det var en god idé at køre bil i hendes tilstand.
- Det mente hun, at det var. Men der var andre, der sørgede for, at der kom til at stå en bil både foran og bag hendes bil, fortæller politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Kvinden forsøgte dog alligevel at køre derfra, og fik i den forbindelse nogle mindre skader på sin bil.
Men den 48-årige blev anholdt kl. 14.35 af politiet og sigtes for spirituskørsel.
- Det var fantastisk flot arbejde af dem, der fik hende holdt tilbage, siger Jørgen Jensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.