Så skal der strøm på trafikken: 63 ladestandere ved kommunale bygninger
Inden 2025 skal Thisted Kommune etablere ladestandere til el-biler ved masser af kommunale bygninger - lige nu forbereder kommunen udbud til opstilling af 63 ladestandere

I den kommende tid skal der stilles flere ladestandere op i Thisted Kommune. Lige nu forbereder kommunen udbud på opstilling af 63 ladestandere, som skal stå ved offentlige bygninger over hel3 kommunen. Foto: Bo Lehm
THISTED:Nu skal der for alvor skabes mulighed for at få strøm til elbilerne i Thisted kommune. Med afsæt i "ladestanderbekendtgørelsen" forbereder kommunen lige nu udbud til etablering af 63 el-ladestandere, som skal stå ved en lang række kommunale bygninger fordelt over hele kommunen.
Kommunen er ved at opsætte ladestandere i Agger, Vorupør og Klitmøller. De er ikke omfattet af udbuddet.
I næste uge tager kommunens udvalg for erhverv, klima, miljø og teknik stilling til projektet. Udvalget skal behandle en indstilling om, at der etableres 54 22 kW-ladestandere med to udtag samt ni ladestandere med en effekt på 50 kW - også med to udtag.
Desuden skal udvalget godkende en anlægsbevilling på otte millioner kroner til at betale opsætningen af standerne samt at der søges tilskud fra Vejdirektoratets pulje til medfinansiering af standerne. Puljen kan medfinansiere op til 50 procent af omkostningerne til at stille ladestanderne op.
Betingelserne for at opnå tilskud fra Vejdirektoratets pulje er blandt andet, at ladestanderne opsættes af private operatører på kommunale arealer, af standerne drives af en privat operatør og at de er offentligt tilgængelige.
Hvilken type ladestander, der opstilles på den enkelte parkeringsplads, afhænger af, hvem der bruger p-pladsen, fremgår det af sagsfremstillingen.
De kommunale ejendomme, der er omfattet af bekendtgørelsen om ladestandere, er ofte arbejdspladser, hvor bilerne står længe på p-pladsen. Her er det oplagt at opstille ladestandere med lav effekt. P-pladser, der bruges af gæster udefra eller er del af en længere rute, får ladestandere med større effekt.
Det vil tage mellem fire og seks timer at oplade en bil ved en 22 kW normal ladestander. Prisen for sådan en stander er cirka 75.000 kroner. En 50 kW hurtig ladestander koster 450.000 kroner. Her kan en bil oplades på 40 til 60 minutter.
I følge sagsfremstillingen skal de ni 50 kW-ladestandere stå her:
To ved Thyhallen, to på Plantagepladsen, en ved Thisted Rådhus, to ved Borgercentret i Thisted, en ved Rådhuset i Hurup samt en ved Thisted Bibliotek.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.