Fagbevægelsen

Sag om sygedagpenge skal afgøres i retten

3F og Thisted Kommune mødes ved civil domstol

Thisted Kommune bliver nu trukket i retten af 3F. Arkivfoto

Thisted Kommune bliver nu trukket i retten af 3F. Arkivfoto

BEDSTED:Det bliver nu en civil domstol, der skal afgøre, om det var på sin plads, da Thisted Kommune stoppede for Torben Hedegaards sygedagpenge i oktober 2019.

Kommunen modtog i efteråret et anonymt brev om, at Torben Hedegaard, der bor i Bedsted, tog fotos i sin fritid - ”fotos, som han tjente ”fede penge” på via Facebook”, som den anonyme person skrev i brevet.

Thisted Kommune har ikke ønsket at ændre på afgørelsen. Derfor har 3F nu på vegne af Torben Hedegaard valgt at stævne kommunen. Det skriver Fagbladet 3F.

- Vi håber, vi kan komme lidt nærmere på, om der er en grænse i forhold til, hvad man som fleksjobber må have lov til at lave i sin fritid, oplyser Torben Hedegaards advokat, Mette Ridder, fra Advokaterne Ehmer Pramming.

Som Fagbladet 3F tidligere har beskrevet, var Torben Hedegaard i et praktikforløb hos Jem og Fix og tæt på en afklaring til et fleksjob, da Thisted Kommune meddelte den 47-årig thybo, at hans sygedagpenge ville blive lukket.

Kommunen havde på baggrund af en anonym henvendelse tjekket Torben Hedegaards fotoaktiviteter via Facebook.

Her ud fra konkluderede kommunen, at fotoaktiviteterne sker ”i et omfang der gør, at vi tvivler på, at dit samlede funktionsniveau er nedsat i en grad, der gør, at du ikke vil kunne være selvforsørgende på arbejdsmarkedet”.

Sådan skriver kommunen ifølge Torben Hedegaards sagsakter, som Fagbladet 3F har læst.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.